Når målet er talende logoer

Kasper Foged Rasmussen,
journalist

Vi har mødt manden bag blandt andet Radio24Syvs logo i hans studie på Frederiksberg. Målet er talende logoer.

Pliing! Den bærbare computer på bordet siger en lyd, der fortæller Tobias Røder, at der er en kunde et eller andet sted derude, der har købt en plakat i hans webshop. Det er efterhånden nogle måneder siden, at Radio24Syv blev tavs, og med lukningen tog den populære radiostation ikke bare sine programmer, men også radioens grafiske identitet med sig i graven. Eller næsten.
For de populære programikoner fra Den Korte Radioavis, Croque Monsieur, Bearnaise er Dyrenes Konge, Det, vi taler om, osv. er genopstået som plakater, og lydene fra Tobias Røders computer indikerer, at der er mange, der gerne vil have et minde om den tabte taleradio op på væggen.
Bureaubiz møder Tobias Røder i hans studie på Frederiksberg. Det var her, han holdt Radio24Syv-møder længe inden, det første program blev sendt ud i æteren.
”Det hele startede med, at vi skulle finde på et navn – man har brug for et navn, så der er noget konkret at forholde sig til i arbejdsgruppen, når ansøgningen skal laves. Jeg fandt på navnet længe før, logoet blev til,” fortæller han.
Da projektet vandt udbuddet og fik en plads på FM-båndet, blev Mads Brügger og Mikael Bertelsen ansat som chefer, og de var ikke specielt begejstrede for navnet, husker Tobias Røder.

Mads og Mikael hadede navnet Radio24Syv. De mente, at det var plat, og det mindede Mikael om navnet på en tankstation.

”Et af punkterne på dagsordenen, da vi mødtes første gang, var, at vi skulle lave et logo. Mads og Mikael hadede navnet Radio24Syv. De mente, at det var plat, og det mindede Mikael om navnet på en tankstation. Så for at bløde den spændte atmosfære lidt op, spurgte jeg, om de ikke havde nogle ønsker til, hvordan logoet skulle se ud,” siger Tobias Røder og fortsætter:
“Mads havde altid godt kunne lide lommeradioer fra 1960’erne – små plastradioer, runde i formen. Han viste mig et billede af den. Mikael viste mig et billede af en rød kaffekværn, som var designet af den legendariske tyske designer Dieter Rams. En uge senere kom logoet til at se ud, som det gjorde, og det har klare referencer til Dieter Rams og hans berømte design for Braun i 1960’erne”. 
Radio24Syv’s logo med den enkle røde streg.
1+1 = 11
Radio24syv-logoet er enkelt. Skrifttypen er en afart af Helvetica – en veltegnet afart, men ikke desto mindre Helvetica, hvilket 99,9 procent af alle, der kender noget til typografier, ifølge Tobias Røder, vil nikke genkendende til. Derudover består logoet af en rød streg. Den kunne symbolisere søgeren på en radio eller den røde tråd eller måske noget helt tredje? Og netop det, at logoet ikke serverer budskabet på et sølvfad, er en vigtig pointe for designeren.
”Det er naturligvis svært at forklare, hvad det gode logo er – man kan tale om mekanikken – hvad det gør i vores hjerner,” fortæller Tobias Røder og uddyber:
”Min ven Bo Linnemann (manden bag bureauet Kontrapunkt, red.) har fortalt mig, at du skal sammenligne visuel identitet med en krop. Hvis du gør det, så er logoet hovedet. Det er derfor, at man tit starter med logoet – det er ansigtet udadtil. Jeg har personligt en formel, der hedder 1+1 er 11. Et godt logo er i mine øjne enkelt og løsrevet fra tidens tendenser. Det skal også være konsistent over flere år, så man kan tage det ind og huske det. Og vigtigst af alt, så skal visuel kommunikation være en samtale.”
Tobias husker selv tydeligt, da det gik op for ham for første gang, hvad et godt logo er. Han hiver sin telefon op af lommen og viser mig et billede af fragtfirmaet FedEx’ logo.
”Det var min gode ven Henrik Kubel (succesfuld typografidesigner bosiddende i London, red.), der viste mig det. I grafikerkredse er det måske et lidt fortærsket eksempel, men han sagde: ”Har du set pilen?” Det havde jeg simpelthen ikke! Jeg kiggede og kiggede, og pludselig så jeg pilen. Det gav mig en ubeskrivelig lykkefølelse, for det logo er et pragteksempel på, at det vil dig noget – det går i dialog med dig. Den oplevelse betød virkelig meget for mig.”


Det gav Tobias Røder en ubeskrivelig lykkefølelse, da han opdagede pilen i FedEx-logoet. Det er ifølge ham et pragteksempel på et logo, der vil dig noget og går i dialog med beskueren. Kan du se pilen?

Da Radio24Syvs logo var på plads, begyndte udviklingen af de enkelte programikoner, der egentlig startede som badges til Folkemødet på Bornholm.
”Når radioen tog til Bornholm, var det for at promovere deres sommersendeplan – de faste programmer gik på sommerferie, og de skulle eksperimentere med nye. Det var der, logoerne opstod. Mads Brügger elsker badges, og han og Mikael fandt ud af, at de gerne vil have badges med ikoner for de forskellige programmer. De blev senere konverteret til podcastikonerne,” fortæller Tobias Røder, der gennem årene fik designet omkring 200 stk.


Til venstre Riskærs Fredagsbar, hvor det typiske ikon for en mikrofon også bliver et glas. Til højre plakat med 87 af de cirka 200 programikoner Tobias Røder nåede at designe i Radio24Syvs levetid.

Det skal lege med din hjerne
Det meste kommunikation i dag er ifølge Tobias Røder taktisk og appellerer ikke til dialog. Hvis visuel kommunikation leger med din hjerne, har hemmeligheder og åbner op for, at du kan spille med, så husker du det.
”Hvorfor skal så meget af den visuelle kommunikation være så kedelig? Hvorfor vil den ikke i samtale med os? Hvis du nu tager Riskærs Fredagsbar, hvor det typiske ikon for en mikrofon også kunne være et glas. Det eksempel er karakteristisk for alle ikonerne. Jeg tror, at det er grunden til, at Radio24Syv-ikonerne har haft succes. De inviterer folk til at gå med på den leg,” siger han og kommer i tanke om en anden anekdote:

”Jeg vil hellere have, at folk er uenige og syntes, at det er dårligt, det, jeg laver, end at de slet ikke føler noget som helst.”

”Hjemme i min gang hænger plakaten fra programmet 55 minutter. En dag har min datter legekammerater med hjemme. Da jeg kommer hjem, går en af veninderne forbi og siger: ”Har du lagt mærke til noget?” Da jeg så ser plakaten, har de sat en ekstra streg på og skrevet 60 min i stedet for 55 min. Det er 10-årige piger, vi taler om. Hvis jeg kan få 10-årige piger til at gå i dialog med den plakat, så er det ren lykkefølelse på min konto. Og jeg er overbevist om, at det ikke var sket, hvis jeg havde fortalt det hele, hvis der ikke havde været en åbning til, at man kan tolke,” fortæller Tobias Røder.

Plakaten til programmet 55 Minutter før og efter, at Tobias Røders 10-årige datter og hendes veninder, havde været i dialog med den.

Det langsomme skub
Tobias Røder har med stor succes designet alt fra grafiske kampagner for Tuborg, prisvindende plakater til Lars Von Trier-film og emballage til Skærtoft Mølle til utallige grafiske identiteter og logoer for danske og udenlandske virksomheder.
”Den store udfordring er, at branding handler om at blive set og om at blive genkendt.  Det, jeg gerne vil hjælpe mine kunder med, er at give dem noget visuel personlighed, som gør, at de træder ud i den kontekst, de befinder sig i,” siger han og lægger ikke skjul på, at det er nemmere sagt end gjort.

Sådan løste Tobias Røder opgaven, da Tuborg bad ham om at hjælpe dem med at vise folk, at bryggeriet var officiel sponsor for Roskilde Festival – enkelt, effektivt, orange og ikonisk. Logoet bruges stadig af bryggeriet hvert år op til og under festivalen.

”Når jeg skal have en kunde overbevist om, at det er en god idé at gå all in på at kommunikere på en ny måde rent grafisk, så arbejder jeg med en tretrinsraket i en proces, jeg kalder ’Det langsomme skub’. Jeg har tre forslag. Det første, jeg viser, er en revidering af det nuværende udtryk – den samme cykel, der er blevet pudset og sat i stand. Når jeg har præsenteret den løsning, så er en tredjedel af mødet gået, og kundens skuldre er faldet ned. Det gør dem trygge og mentalt klar på at blive overraskede. Så kommer andet forslag, som er en 2.0 – en revision, som er noget helt andet end deres gamle udtryk. Men de ved, at de altid kan gå tilbage til første forslag, så de er automatisk lidt mere åbne. Det sidste forslag er så det overraskende – det, man ikke havde forventet. Det sidste forslag er revolutionen, hvor man forsøger at tage dem et helt nyt sted hen. Det er bestemt ikke altid, at kunden er klar til at vælge den løsning, men når det lykkes, så bliver jeg helt høj over det mod, kunden viser, og at man tør forandringen,” fortæller Tobias Røder, der pointerer, at det kræver et meget transparent samarbejde og rigtig meget dialog for at nå frem til det.

”Jeg vil hellere have, at folk er uenige og syntes, at det er dårligt, det, jeg laver, end at de slet ikke føler noget som helst,” siger han og bliver afbrudt af computeren på bordet. Den siger ”Pliing”. Der er solgt endnu en 24Syv-plakat.

To af Tobias Røders mest prisvindende og ikoniske filmplakater. Begge er gode eksempler på, at en enkel løsning kan være ekstremt effektivt.

IRMAs indkøber var meget kritisk, da Skærtoft Mølle præsenterde ham for deres nye grafiske identitet, designet af Tobias Røder. Melproducenten ville gerne skille sig ud i forhold til sine økologiske konkurrenter og insisterede på det nye udseende. Det var klogt, eftersom produktet er blevet det bedst sælgende i IRMAs historie inden for produktkategorien. 

Tobias Røder går tæt på det legendariske Coca Cola-logo og det nye logo fra 3F:


Cola har været gode til at vedligeholde deres logo op igennem tiden. Det er blevet tegnet op om og om igen, og vi lægger ikke mærke til de små forbedringer. Jeg ville ønske, at jeg kunne se Coca-Cola logoet med friske øjne, så jeg kunne vurdere formen. Sådan har jeg det med mange ting. Men det kan jeg af gode grunde ikke. Til gengæld skal jeg bare se en flig af logoet for at vide, hvem der taler. Det er selvfølgelig også dets styrke.

Et sigende eksempel på, hvor stærk Coca Colas grafiske identitet er – du er ikke i tvivl, når du ser denne hyldest til flaskens unikke form af Stockholm Design Lab.

Hvis nogen har bemærket det, så har 3F fået nyt logo. Hvis du ser godt efter er der et lille hvidt hjerte, der ligger ned i midten af logoet. Det er med til at tegne den højre side af 3-tallet. En sjov detalje. Logoet er stadig blåt og rødt. Dog er den røde farve blevet en smule friskere at se på. Jeg synes ikke logoet fungerer så godt i den blå og røde version. Det lille hvide hjerte ligner noget, der er lagt oven på logoet. Det ødelægger illusionen. 

Til gengæld fungerer det markant bedre, når logoet gengives i en farve. F.eks hvid på rød. Her bliver det hvide hjerte en integreret del af logoet.

Hvis det nu var mig, der havde fået til opgave at designe det nye logo til 3F ,ville jeg have taget det et skridt videre. Hvis du ser ordentligt på det lille hjerte, der ligger ned – se på hjertets højre side. Måske kan du se, at det ligner et 3-tal. Min løsning ville være fjerne det store blå 3-tal og erstatte det med hjertet, der ligger ned. Det ville blive mere originalt at se på, og samtalen mellem afsender og modtager ville blive mere interessant. Set med mine øjne 🙂 Og apropos smiley. <3F.