Næsten 700 arbejder dyster i Creative Circle Award

Peter Engholm,
journalist

”Der er igen travlt ude på bureauerne”, og CCA har fået det højeste antal indsendelser i fire år. Humor og film på 21-60 sek. er de største kategorier.

Man skulle næsten tro, at det var med vilje, hvis man gerne vil understrege en pointe om, at Creative Circle Award er tilbage til normalen. For i de 15 gange, der er blevet afholdt CCA, er der i gennemsnit blevet indsendt 691 arbejder pr. awardshow.

Og i år? 691 indsendte arbejder. Se grafen nederst.

Oven på corona-krisen er back to business-budskabet forståeligt, og de 691 indsendelser det højeste antal siden 2018. Creative Circles formand, Dorte Nielsen, siger om mængden:

”Det er super flot – og et udtryk for, at der igen er travlt ude på bureauerne. Det er godt at se, at der er gang i hjulene, og det tegner godt for årets niveau. Der bliver skabt kreative løsninger på højt niveau.”

Hvordan ved du det?

”Det høje antal indsendelser er et udtryk for, at bureauerne tror på det arbejde, de har skabt. Har man været presset økonomisk, så skal der mere til, før man bruger ressourcer – penge og tid – på at sende ind,” siger Dorte Nielsen.

Den nye normal ses også i kategori-topscorerne. For tredje år i træk, siden debuten i 2020, ligger humor nr. 1. Denne gang mere inkluderende, idet førstepladsen deles med en af de fire filmkategorier:

CCA 2022 – De mest populære kategorier

  • 36  Humor in advertising
  • 36  Film / 21-60 sekunder
  • 26  Promo & Activation
  • 25  Integrated campaigns
  • 24  Film / 61-180 sekunder
  • 24  Craft / copywriting

I Young Creative Circle Award (YCCA) er der i år indsendt 188 arbejder (mod 164 sidste år) med denne fordeling: Advertising 93, Digital 47, Design 26 og Film 22.

De 110 jurymedlemmer, fordelt på 7 juryer, bliver briefet over Zoom, og herefter går den digitale afstemning til shortlisterne i gang. Den 2. april mødes jurymedlemmerne fysisk – ja, det er værd at understrege – til jurydag hos KEA Kompetance i Hellerup.

Det er i år 30 år siden, at Creative Circle afholdt sin første prisoverrækkelse. Først 15 år som Guldkornet og siden 15 år som Creative Circle Award. Den 10. juni er der kombineret awardshow og jubilæumsfest.