Et 50-års jubilæum hører til sjældenhederne, og i reklamebranchen er det nærmest uhørt. Ikke desto mindre kan Republicas Pia Kihlberg snart fejre 50 år på pinden som chef med sans for mennesker.
Da Pia Kihlberg blev sekretær på FDB’s Arkitektkontor lå det ikke i kortene, at hun skulle blive chef. Tværtimod måtte hun pænt holde posten, når herrerne i skjorteærmer og høj cigaretføring gik til reception. Men tiden i forkontoret gav mulighed for at dyrke det talent, som siden blev hendes helt store ressource. Og inden de herrer for alvor havde forstået, hvad der ramte dem, var Pia Kihlberg gået i gang med at gøre en forskel på det felt, der i dag er kendt som HR.
50 år i samme virksomhed med de samme arbejdsopgaver. Hvordan holder man sig motiveret?
”Jeg interesserer mig for mennesker” siger Pia Kihlberg og læner sig frem i HR-kontorets bløde møblement. Man glemmer let, at hun snart runder de 70. Det ses ikke. Jakkesættet er sidste skrig. Den karakteristiske lyse page er skarp, som var den skåret med laser, og under pandehåret stråler et par spillevende øjne. Pia Kihlberg interesserer sig brændende for mennesker i almindelighed og for Republicas ansatte i særdeleshed.
I noget nær en menneskealder har hun været garant for et frirum med plads til refleksion, omsorg og udvikling. Hun har stået last og brast med medarbejderne og samtidig stået loyalt på mål for ledelsens beslutninger. Også de svære.
Det kræver UG i diplomati men også at man som HR-chef lægger hovedet på bloggen og vover at investere sig.
”Igennem 50 år har jeg naturligvis set min andel af nedskæringer, sammenlægninger og omrokeringer. Og jeg skal fortælle dig en hemmelighed: Jeg har aldrig kunne sove aftenen før en fyringsrunde. Man ligger jo der og ved, hvad der venter en kær kollega, og… nej. Det er forfærdeligt. Og det skal det være. Den dag, jeg ikke længere bliver helt ulykkelig af den slags, er jeg blevet uegnet til jobbet!”
For Pia Kihlberg er det et arbejde med hjertet som indsats og tungen lige i munden at bevare medarbejdernes tillid og samtidig være en tro holdspiller for ledelsen. Men det er et arbejde, hun elsker. Og nogle gange skal man turde gå sine egne veje.
Spørger man Pia Kihlberg, hvordan hun har skabt sin niche og udviklet sin stilling inden for et relativt nyt fag og uden formel træning, smiler hun skævt.
”Jeg gør nok ikke altid tingene præcis efter bogen. Men altid med hjertet! Og jeg har da fået gennemført en del, uden at nogen opdagede det.”
Ydmygheden i den sidste sætning er symptomatisk for sekretæren der blev chef og fik HR-ansvar for over 100 medarbejdere. Pia Kihlberg har fødderne på jorden og blikket klart rettet mod det hjerterum, hun altid har gjort det til sit anliggende at sikre i virksomheden.
Pia Kihlberg lyser af en lidenskab, der tilsyneladende er uformindsket af 50 år i branchen. ”Hvis du vidste, hvad jeg har måtte påtage mig gennem årene…” Igen ses antydningen af et skævt grin. I den tid, hvor Pia Kihlberg har været HR-chef, er der sket store forandringer i branchen. De skæve typer har fået slebet kanterne. Der er blevet mindre tid. Især det sidste optager Pia Kihlberg.
”Før i tiden var der… ja, tid! I dag har vi det så hæsblæsende. Men her hos mig har jeg forsøgt at skabe et frirum. Jeg kigger ikke på klokken – men på mennesket.”
Vil Pia Kihlberg trække sig tilbage nu, hvor hun har rundet de 50 år?
”Ved årets udgang” siger hun og tilføjer så skælmsk:
”Men det siger jeg jo hvert år…”
Tankerne ledes hen på den hollandske dronning Beatrix, der ifølge landets særlige skik snart abdicerer efter velturneret gerning og overlader tronen til sin arvtager. Det vil blive svært at erstatte et sjældent passioneret menneske som Pia Kihlberg. Hun tilhører en generation af ledere, der ikke er rundet af teori men af praksis, vilje og passion. Og som enhver pioner har hun mere end excelleret inden for sit felt – hun har været med til at definere det.
Jubilæet er den 1. april.
