Analysedirektør i turismebestyrelse

Direktør og partner i analyseinstituttet Epinion træder ind i VisitAarhus’ bestyrelse.

Turistorganisationen VisitAarhus sikrer nu i bogstaveligste forstand, at datagrundlaget for bestyrelsens strategiske beslutninger får tilsyn af en fagmand, når direktør og partner for analyseinstituttet Epinion, Terje Vammen, træder ind som nyt bestyrelsesmedlem i VisitAarhus.

”Terje er en visuel forretningsudvikler med næse for vækst, og han udgør en stærk kapacitet i VisitAarhus’ bestyrelse. Turismen i Aarhus er inde i en rivende udvikling, og Aarhus er for alvor ved at udvikle sig til et attraktivt rejsemål for både internationale og danske gæster. Den udvikling skal Terje bidrage til at fastholde og styrke – ikke mindst frem mod 2017, hvor Aarhus er Europæisk Kulturhovedstad”, siger Sten Tiedemann, som er bestyrelsesformand i VisitAarhus og rektor for Folkeuniversitet i Aarhus, Herning og Emdrup.

Terje Vammen er uddannet cand. scient. pol. og MBA og har igennem sin erhvervskarriere arbejdet med erhvervsudviklingsprojekter for såvel private virksomheder som den offentlige sektor både i Danmark og i udlandet.

Han har ligeledes arbejdet med erhvervsudvikling og markedsanalyser for østjyske kommuner og attraktioner.

Interessen for lokal og regional udvikling har medført en række samarbejdsaftaler med kulturinstitutioner og sportsklubber for at støtte op om den kommercielle udvikling af de lokale institutioner.

Terje Vammen er medlem af forretningsudvalget i Erhverv Aarhus og administrerende direktør for analyseinstituttet i Sverige, Østrig, Tyskland og Storbritannien.

Terje Vammen afløser Mads Thimmer i VisitAarhus’ bestyrelse, der udover bestyrelsesformand Sten Tiedemann også tæller Ove Nørholm, Astrid Gade Nielsen, Lars Bernhard Jørgensen, Jan Beyer Schmidt-Sørensen og Anne Hübner.