Berlingske-redaktør bliver kommunikationsrådgiver

Tidligere Berlingske-journalist Nils-Ole Heggland har etableret sig som selvstændig kommunikationsrådgiver med firmaet Heggland Kommunikation.

Nils-Ole Heggland er blevet selvstændig kommunikationsrådgiver med firmaet Heggland KOmmunikation, der har fokus på ejendoms- og byggebranchen.

Han var fra 2011 ansvarlig for Berlingskes dækning af ejendomme, byudvikling og byggeri.

Desuden var Nils-Ole Heggland ansvarlig for avisens Business Ejendomme-sektion, der er flyttet fra erhvervsredaktionen til annonceafdelingen ved seneste sparerunde i Pilestræde.

Før Berlingske-tiden var Nils-Ole Heggland sjællandsredaktør på det Berlingske-ejede ErhvervsBladet og dækkede desuden blandt andet byggebranchen.

Tidligere har han været Reuters-journalist, presserådgiver på Christiansborg, kommunikationschef i finansbranchen og analysechef på dagbladet Børsen.

“Ejendoms- og byggebranchen er præget af mindre og mellemstore virksomheder, ofte uden kommunikationsfolk i staben. Derfor kan mange have gavn af sparring, rådgivning og en branchekyndig pen udefra – enten løbende eller ved særlige projekter og transaktioner,” siger Nils-Ole Heggland, der også er fast skribent for magasinet Udkom fra brancheorganisationen Grakom.

Den nyudsprungne selvstændige er uddannet journalist samt cand.merc. og HD fra CBS.