Mads Byder stiftede Help PR i 2005, og siden stiftelsen har han oplevet vækst i hvert eneste af bureauets 11 leveår. I dag kan han prale af at have nogle af Danmarks bedst omtalte brands som for eksempel IKEA, Netflix og Rema 1000.
Historien om Mads Byder er på mange måder historien om en mand med en enorm vindermentalitet, et utroligt drive og en skabertrang ud over det sædvanlige.
Mads Byder stiftede allerede Help PR som 28-årig. Med i bagagen havde han få år på PR-bureauet Powerofthepen og 10 måneder fra det dengang hæderkronede bureau Bergsøe4. Det var her han lærte værktøjerne til kommunikation og PR, men metoden ville han ændre fuldstændig, da han stiftede Help PR.
Bergsøe4 bad den unge Mads Byder underskrive, at han ikke ville kontakte nogle kunder, hvis han fik 7-Eleven med, som kun ville arbejde videre med Mads. Det blev således den første kunde, Mads Byder landede hos Help PR.
Mads Byder og Help PR har sidenhen arbejdet med nogle af de største brands. Help PR var eksempelvis bureauet, der fik Netflix introduceret på det danske marked. I dag har en tredjedel af danskerne et Netflix-abonnement. 7-Eleven er stadig kunde, og kæden har de seneste år re-brandet sig selv med stort held til et sundere og grønnere alternativ til folk på farten. Emirates, IKEA, Rema 1000 med flere køber i dag ind til den anderledes kommunikation og PR, som Help driver.
I 2008 stiftede Mads Byder desuden Help PR’s lillebror, Urban Help, der er en virksomhed inden for bylivsudvikling, og som står for at aktivere områder og give dem et midlertidigt kreativt liv. Idéen til Urban Help kom, efter Carlsberg skulle i gang med landets største byggeprojekt med at omdanne den gamle produktionsgrund i Valby til en by. Her har Mads Byder været med fra dag et, og i dag aktiverer Urban Help blandt andet Kählers Transformator Station og “Flysimulatoren” i Dragør, ligesom selskabet arbejder for Lyngby-Taarbæk Kommune, De Forenede Ejendomsselskaber, Danish Management, By&Havn, Skanska og CPH Lufthavn.
Mads startede i 2012 endnu et mindre PR-bureau Another Communication. Dette køres af en partner, og ifølge Mads er det en stor fordel at have en konkurrent i samme setup.
Mads Byder er oprindeligt uddannet i Kommunikation (cand.comm.) og har desuden læst PR og Branding på Ryerson University i Toronto.
Privat bor han i Humleby på Vesterbro i København med sin svenske kone Frida, der arbejder i Urban Help. Parret har tre børn, to drenge og en pige i alderen to til syv år. Udover familie og arbejde bruger Mads gerne tid på løb, tennis og fodbold. Han stiftede FC Vesterbro Alliancen tilbage i 1997, hvor københavnere mellem 20-40 år i 19 år har været aktiveret.
Mads Byder bliver 40 den 2. juli.