Ny kommerciel direktør til TV 2
Ulf Lund bliver by kommerciel direktør i TV 2 Danmark. Han træder samtidig ind i direktionen. Hans opgave bliver at videreudvikle TV 2s vigtige distributionsmarked, styrke reklameforretningen og TV 2s position i værdikæden.
Ulf Lund har erfaring fra TV 2s distributionsmarked, herunder 14 års direktør-erfaring i TDC-koncernen og fem år som direktør for det daværende Boxer TV. De seneste seks år har han som en del af koncernledelsen i Norlys-koncernen stået i spidsen for dele af energi- og teleselskabets transformation.
Oprindeligt er Ulf Lund uddannet advokat med speciale i medie- og underholdningsbranchen.

To nye bestyrelsesmedlemmer til Young Creatives Denmark
Sarah Sabir og Rebecca Schjals Laursen træder ind i bestyrelsen for Young Creatives Denmark, der er en forening, som bygger bro mellem unge talenter og bureaubranchen.
Rebecca Schjals Laursen er uddannet multimediedesigner fra EK (tidl. KEA) og arbejder som freelance art director.

Sarah Sabir er uddannet journalist fra DMJX og er vært på podcasten Sarah & Panelet på r8Dio samt arbejder freelance som journalist og er vært for interesseorganisationen Skattebetalerne. De har begge gået på Den Danske Reklameskole.

De øvrige i bestyrelsen for Young Creatives Denmark er Sanne Kragh og Jake Brook.
TechSavvy udvider partnerkredsen
Det danske startupmedie TechSavvy udvider partnerkredsen med Amalie Vilhelmine Oftebro-Ernst, der fremover skal være med til at drive virksomhedens nyeste satsning vækstbureauet VVY.
Amalie Vilhelmine Oftebro-Ernst, der har været i Techsavvy siden 2024, først som UX-designer og siden som COO, er uddannet er uddannet i digital design fra IT-Universitet i København. Hun har tidligere arbejdet som brand manager i Hong Kong for det internationale smykkefirma BelPearl Auctions samt drevet sin egen virksomhed som smykke- og branddesigner.

Strategisk ressourcemanager til Lego Agency
Allan Fribo-Hansen er ansat som senior strategic resourcing manager hos Lego Agency. Han kommer fra The Unicorn, hvor han var senior traffic manager. Tidligere har han bl.a. arbejdet hos Step samt en lang årrække hos Nørgård Mikkelsen.

Bureaudirektør bliver kontaktdirektør
Stephan Pors Knudsen er ansat som kontaktdirektør hos bureauet Shark & Co. Han var indtil foråret ansat i Opening, hvor han havde været i godt 16 år, de seneste 12 år som adm. direktør.
