Bureaudirektør med skarpt sigte

Morten Holm, adm. dir og grundlægger af Holm Kommunikation A/S, fylder 50 år 25. september.

Som administrerende direktør og ivrig jæger holder Morten Holm et skarpt fokus og sigte både i fritiden og i sit professionelle liv, hvor han rådgiver en række danske og internationale virksomheder om kommunikation, strategi og public affairs.

Historien om Morten Holm er på mange måder historien om kombinationen af politisk tæft, entreprenørskab og ildhu.

Efter nogle år ved Burson Marsteller valgte Morten Holm i 1998 at stifte sin egen virksomhed Holm Kommunikation. 

Morten Holm er uddannet cand.merc. i regnskab og finansiering, men arbejdede tidligt i sin karriere som journalist og redaktør. 

Han har altid haft et stort politisk engagement og har en politisk baggrund som KU-formand og senere med tillidsposter og folketingskandidatur i Det Konservative Folkeparti.

Morten Holm sidder endvidere i forskellige bestyrelser, bl.a. Reto-Moto ApS og Danske Sundhedshuse ApS, og han er medlem af centerrådet i tænketanken CEPOS. Senest er Morten Holm udnævnt til honorær konsul for Etiopien i København.

Privat bor Morten Holm i Hellerup, er gift og har to sønner. Morten Holm holder meget af naturen. I sin fritid er han en yderst entusiastisk jæger, og han tager så ofte, som tiden tillader det, på jagt sammen med gode venner. Samtidig holder han formen ved lige med løb, landevejscykling og mountainbike i skoven.