Bureaunyt: Bording Group starter nyt digitalt bureau

Læs også om: Ilva vælger Brandhouse som bureau; nyt bureau vinder opgave for dansk destination; bureau oplever større behov for markedsføring som følge af corona; samt ungt produktionsselskab laver film om kreativitet og fantasi for Elliott Footwear.

Ny bureausatsning vinder opgave for dansk destination
I sidste måned slog det aarhusianske PR-bureau Related dørene op for bureauet First Coffee, der vil specialisere sig i den danske turismebranche. Sammen har de to bureauer nu vundet en opgave for Destination Vesterhavet.

Related og First Coffee skal sammen udforme en ny strategi for oplevelseskommunikation og -formidling inkl. konkrete metoder og værktøjer til at udfolde strategien i praksis – samt udvikle og afholde udviklingsforløb for hhv. destinationens medarbejdere og aktører.

“At vi så hurtigt har fået fodfæste er et resultat af Relateds lange historie og erfaring inden for turismebranchen og dét skarpe fokus, vi i First Coffee har lagt. Selvom vi er et nystartet bureau, har det været vigtigt for os ikke at gå på kompromis med vores vision og vores fokus blot for at få hurtige opgaver ind,” siger Dennis Østergaard, kommerciel direktør i First coffee, i en pressemeddelelse.

Bording Group starter nyt digitalt bureau
Cognito, der er en del af Bording Group, har startet et nyt selskab op i Danmark under navnet Cognito Digital ApS. Det digitale bureau skal være specialister inden for performance marketing, og skal servicere kunderne på det nordiske marked. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Her lyder det også, at Cognito Digital skal ses som en naturlig udvidelse af de eksisterende services, der udbydes af Cognito, som er et ‘teknologisk marketingbureau’ med base i København og Oslo. Cognito Digital vil udelukkende fokusere på datadrevet performance marketing inden for Facebook, Instagram, Google Ads, Pinterest, SEO, marketing automation og LinkedIn.

Selskabet skal drives af Olivia Stokholm, som er partner i Cognito Digital. Olivia træder også ind i Cognitos bestyrelse i Norge og vil indgå som en del af den samlede ledelse for Cognito i Norge og Danmark.

”I Cognito Digital samler vi vores norske og danske kompetencer for at drive vores nordiske kunders performance marketing både i de lokale markeder, men ofte også på et globalt plan. Vi oplever en stor efterspørgsel på bureauer med udvidet fokus på kvalitet, forretningsforståelse og faglighed samlet i ét, og det er den opgave, vi vil løfte med Cognito Digital,” siger Olivia Stokholm i pressemeddelelsen.

Cognito Digital har lokaler på Islands Brygge sammen med Nordlid, som også er en del af Bording Group. Bestyrelsen i Cognito Digital består af Wenche Leithe, bestyrelsesformand i Cognito Digital og partner i Cognito, Bernt Therp, CEO i Bording Group, Pål Brun Haugen, partner i Cognito, Rolf Nordahl, kreativ leder i Cognito og Olivia Stokholm, CEO i Cognito Digital.


Bernt Therp, Olivia Stokholm og Wenche Leithe

Ilva vælger nyt bureau
Ilva har efter en pitchrunde valgt nyt bureau. Valget er faldet på Brandhouse, der skal hjælpe møbelkæden med at skabe øget salg og en stærkere position. Det sker i kølvandet på fusionen mellem Idemøbler og Ilva i 2019. Det fremgår af en pressemeddelelse. 

Salgs- og marketingdirektør hos Ilva, René Fleming, begrunder således valget med, at “der er potentiale for en klarere profil, hvor kendskabet omsættes til flere kunder end i dag,” og fortsætter:

“Brandhouse har en stærk proces og struktur til at skabe stærke brand-positioner. Det har bureauet bevist gennem arbejdet med lang række andre stærke detailkæder og brands.”

Under corona-krisen har Ilva oplevet fremgang på trods af de lukkede butikker. Det skyldes, at kunder oftere møder Ilva på digitale platforme. Det er også planen, at sigtet i fremtiden skal være mere digitalt, end det har været tidligere. Det har derfor haft betydning for valget af Brandhouse, at bureauet også er integreret med det digitale søster-bureau Subsero, oplyses det i pressemeddelelsen.

Det er ikke første gang, Ilva og Brandhouse har arbejdet sammen. Bureauet stod også for brandingen, inden Jysk-stifteren og Lars Larsen Group overtog virksomheden i 2013.

Nyt bureau oplever større behov for markedsføring som følge af corona
I sidste del af 2020 slog to kvinder fra marketingafdelingen på Copenhagen Business School dørene op for kommunikationsbureauet Markable. Stifterne Lærke Kirstine Kjær og Line Schartau Saksager siger i en pressemeddelelse, at bureauet er kommet godt fra start, og at man nu har ansat bureauets første medarbejder, en kommunikations- og marketingkoordinator. 
 
”At vi er kommet så godt fra start, skyldes ikke mindst, at mange virksomheder under corona-krisen har været nødt til at ændre på deres forretningsmodel, og derigennem er der opstået et ekstra stort behov for at kommunikere med markedet og tiltrække kunder online.” 
 
Til Bureaubiz oplyser Markable, at bureauet de sidste måneder har firedoblet sin omsætning, og at man primært har kunder i IT-, tech- og ingeniørbranchen – herunder bl.a. Atea, Nordic Engineering og Hartvig Consult. Håbet med Markable er, at man kan skabe en markedssucces, og dermed være et godt eksempel på, at kvinder sagtens kan være succesfulde iværksættere – også under kriser: 
 
”Ifølge Dansk Erhvervs seneste undersøgelse er det kun 4 % af nye iværksættere, der er kvinder. Med Markable prøver vi at vise, at selv under en krise kan kvinder også starte virksomhed og have som mål at skabe en markedssucces,” siger Lærke Kirstine Kjær, partner i Markable.
 
Line Schartau Saksager og Lærke Kirstine Kjær
 
Ungt produktionsselskab laver film om kreativitet og fantasi for Elliott Footwear
Det kreative produktionsselskab Fern har lavet en ny kampagnefilm for det danske fodtøjsbrand Elliott Footwear, der skal vise, hvordan fantasi og kreativitet kan være med til at samle os om fælles mål. Begge virksomheder har en agenda om at have minimal påvirkning på miljøet. Elliott Footwear står således angiveligt bag verdens første klimapositive sneakersamling, der blev lanceret i 2018, mens Fern producerer film og stillbilleder klimaneutralt. 

Filmens instruktør, der også er medstifter og creative director hos Fern, Jeppe Kolstrup, siger i en pressemeddelelse: 

“2020 har været et år med adskillelse og splittelse. Den eneste måde, vi kan komme videre på og finde hinanden igen, er ved at bruge vores fantasi og kreativitet. Vi mennesker er de eneste skabninger på planeten – så vidt vi ved – der er i stand til at forestille en bedre fremtid. Så lad os bruge vores unikke fantasi og kreativitet til at bringe folk sammen igen, så vi kan arbejde for en bedre fremtid – sammen.”

Om samarbejdet siger grundlæggeren af ​​Elliott Footwear, Sam Carew:

”Hos Elliott Footwear har vi lavet to projekter med Fern. På begge projekter var det en stor fornøjelse at opleve, hvordan projektets kreative natur er gået hånd i hånd med en kompromisløst klima- og miljøbevidsthed. Hele fundamentet for Elliott Footwear er bæredygtighed. Derfor er det perfekt, såvel som praktisk, at arbejde med et talentfuldt kreativt produktionsselskab, der er i 100% i sync med vores værdier.” 

Se filmen her.