Bureaunyt: Moderaterne har fået en visuel identitet

Læs også: Performance-bureau køber 40 procent af webbureau, møbelkampagne udviklet af studerende får pris, digitalbureau fusionerer med CRM-bureau og IT-virksomhed, Zupa Zite overtager Norlys’ inhouse-bureau, eksamensopgave hitter på Fødevarestyrelsens sociale medier, Molslinjen vælger ny digital partner, Impact vinder pris for digital kundeoplevelse, PWT Group genvælger bureaupartner, Everland laver brandunivers for plantemadsbrand, Yellow Umwelt skaber nyt…

Performance-bureau køber 40 procent af webbureau
Det Aalborg-baserede digitale performance agency Green.Click har netop indgået købsaftale med webbureauet Octokom, hvor Green.Click fremover ejer 40 procent. Octokom flytter ind i Green.Clicks lokaler i Aalborg.

De to bureauer har samarbejdet et stykke tid, fordi der har været stigende efterspørgsel efter at få både kommunikation og website optimeret.

“Det kræver et stærkt og velkommunikerende website i kombination med den helt rigtige eksekvering på digitale kanaler at få resultater online. Her skal fundamentet være på plads, inden man sender en masse trafik til websitet. Et godt fundament er et website med tydelig kommunikation af forretningen samt de rigtige konverteringspunkter. Ellers kommer resultaterne ikke. Det er også afgørende, at et website ikke er et statisk udstillingsvindue, men en dynamisk platform, der hele tiden justeres og opdateres og følger forretningens udvikling. Derfor bliver det afgørende i fremtiden at have webbureau og online marketing samlet under samme tag,” siger Thomas Olsen, CEO og partner i Green.Click.

Møbelkampagne udviklet af studerende får international hæder
En dansk kampagne bliver hyldet som verdens bedste hos Adforum – i hvert fald i denne uge. Mediet samler ugentligt en top fem over de bedste kampagner fra hele verden, og denne gang har det danske møbelbrand Takt taget topplaceringen foran bl.a. en kampagne fra Apple udviklet af TBWA.

Også andre internationale medier har fået øjnene op for kampagnen. Medierne Reel 360, Interni Magazine, Best Ads on TV og 1.4 har bl.a. givet den spalteplads.

Den internationale hæder falder tilbage på et hold af studerende fra Reklamelinjen, der står bag udviklingen af en kampagnen, som er kreativt eksekveret af instruktør Bine Bach. Hun er i stald hos Bacon, der har stået for produktionen. 

Teamet fra reklamelinjen er: Cecilie Timm, Aske Finsen Flensted, Celine Bayer, Sofie Bosack, Tim Stender og Victor David Ghaznawi. 

Læs mere om kampagnen her.

Moderaterne får et logo
Christian Baun står bag logodesignet for Moderaterne, det politiske parti stiftet af tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen. Mærket M symboliserer de to politiske blokke med Moderaterne som brobygger i midten. Efterfølgende drejede Christian Baun M’et til E’er og tegnede de resterende bogstaver. Det skriver han på LinkedIn.

Zupa Zite overtager Norlys’ inhouse-bureau
Zupa Zite, der er specialiseret i at drive on-site-bureauer, overtager marketingaktiviteterne hos Norlys, der hidtil har været inhouse. Norlys Agency, som bureauet kommer til at hedde, vil fortsat have til huse hos Norlys i Aarhus. 

”Vi etablerer Norlys Agency for at få et skalérbart setup, der kan understøtte vores store ambitioner om at blive et førende brand inden for energi, internet og tv. Vi ønsker at skabe et bureau, der er 100 procent dedikeret til kreativ, operationel og taktisk markedsføring. Ved at have et bureau helt tæt på kernen af vores forretning, tror vi på, at vi kan udnytte viden om markedet og produkter til at agere hurtigere og smartere,” siger Per Hjuler, CMO for Group Brand & Marketing i Norlys, i en pressemeddelelse. 

Molslinjen vælger ny digital partner 
Molslinjen har årligt mere end 8 millioner passagerer på tværs af sine bus- og færgeruter. Men rejsen på de digitale platforme er også vigtig, vurderer kapitalfonden EQT, der ejer Molslinjen, som nu har valgt Knowit Experience som ny customer experience-partner. 

Knowit får til at opgave at gentænke selskabets digitale kundeoplevelse på tværs af de primære salgsplatforme. Knowit Experience kommer på projektet til at indgå i et tæt samarbejde med Vertica, der er Molslinjens faste tech- og ecommerce-partner.

“Det er et taktisk knudepunkt i vores langsigtede strategi om at skabe bedre sammenhæng mellem vores digitale kanaler og den fysiske oplevelse af at rejse med os. Og så har Knowit Experience også den nødvendige forståelse for vores brandidentitet, der gør, at vi ikke skal gå på kompromis med vores visuelle udtryk og stærke, genkendelige koncept,” siger Lasse Janerka, digital udviklings- og produktchef hos Molslinjen, i en pressemeddelelse.

Impact vinder pris for digital kundeoplevelse
Danske Impact har vundet en pris ved Optimizer Awards, der årligt hylder digital kreativitet og innovation. Prisen er vundet i kategorien bedste digitale kundeoplevelse for arbejdet med at genføde brandet Epos (tidligere: Sennheiser). 

Casen lyder på en digital udrulning i 159 lande på syv måneder. Både på B2B- og B2C-siden er oplevelsen overbevisende, mens indholdet står på mål med de produkter, Epos sælger, lyder det bl.a. i juryens begrundelse. 

“Sammen med Epos har vi bygget et digitalt univers, der taler til både gameren og den globale virksomhed. Med personliggjort indhold imødekommer Epos flere forskellige købsrejser, uden at de fraviger fra deres kerne – at levere premium lydprodukter,” lyder det fra Rasmus T. Riddersholm, client director hos Impact, i en pressemeddelelse.

PWT Group genvælger bureaupartner
PWT Group, der står bag brands som Tøjeksperten og Wagner, har igen-igen valgt Impact som digital udviklingspartner. Samarbejdet blev indledt i 2008 og er nu blevet fornyet med en plan om at levere ‘unified commerce’ på tværs af hele Skandinavien på en ny platform for commercetools, som Impact skal udvikle. 

”Efter 13 år sammen føles PWT Group næsten mere som en del af IMPACT end som en kunde. Jeg er utrolig stolt over, at vi har været i stand til at udvikle vores forhold gennem alle disse år. Det handler om, at vi har et rigtig stærkt kulturelt fit og et fælles ønske om løbende at udforske og bygge fremtidens commerce,” siger Kasper Holst, adm. dir. i Impact, i en pressemeddelelse.

Everland laver brandunivers for fransk plantemadsbrand
Det franske brand La Vie, der laver vegansk proteinbaseret mad, vil revolutionere opfattelsen af kødalternativer. Med hjælp fra danske Everland er brandet gået i markedet med et nyt brandunivers, der har som målsætning af forene veganere og kødelskere. 

For at skille sig ud og ramme bøf og bønne-elskere vil La Vie gerne skabe et univers med en visuel identitet, en kæk tonalitet, et unikt logo og en emballage, som sætter spørgsmålstegn ved kategori-konventionerne. Designet er udviklet i samarbejde med den litauiske illustrator Egle Zvirblyte, der har skabt et univers med dyre-karakterer, som hver især repræsenterer en specifik type kød. Den første emballage introducerer karaktererne Mr. Piggy og Hooman, der mødes til en plantebaseret ‘bacon’-pastaret. 

Det skal ses som en hyldest til livet, da intet dyr er blevet slagtet for at skabe denne ret, lyder det fra Christian Halsted, der er strategy director og medstifter af Everland, i en pressemeddelelse. 

“La Vie har attitude. På den gode måde. De deler ud af deres glæde, hygge og positive vibes. Vigtige ingredienser, når du gerne vil ændre verden. For du kan godt både være en rebel og en god kammerat, de behøver ikke være modsætninger,” siger Christian Halsted.

Design for La Vie, der bl.a. laver vegansk ‘bacon’

Digitalbureau fusionerer med CRM-bureau og IT-virksomhed
Aalborgensiske Digital Partners, der arbejder med digital marketing, går sammen med Bagel Digital, der er specialiseret i CRM og odenseanske inCaptiva, der arbejder med IT. Ambitionen er at skabe et nyt landsdækkende kompetencehus inden for it-udvikling, markedsføring og salg. Mere konkret sigter man efter at fordoble antallet af medarbejdere, så man i slutningen af 2022 når op på at være 25 i alt.

”Udgangspunktet er, at vi er tre virksomheder, der afdækker hver vores kompetencefelt – i naturlig forlængelse af hinanden. Nu forener vi os i vores fælles bestræbelser på at understøtte en endnu
større del af vores kunders forretning”, siger Stefan S. Mortensen, ny CEO i Digital Partners, i en pressemeddelelse.

De tre virksomheder går sammen under navnet Digital Partners og åbner samtidig nyt kontor i København. 

Yellow Umwelt skaber nyt online univers for Rockwool
I sidste uge blev et nyt online univers for Rockwool lanceret. Bag Facaden hedder det, og er et 3D animeret univers, hvor man selv kan scrolle sig igennem bygninger, se detaljer og få al teknisk information om bygningen. Bag Facaden samler de vigtigste tekniske data for Rockwool-produkter på eet sted, så rådgivere og entreprenører hurtigt og nemt kan få fat i bl.a. produktinformation og EPD-oplysninger til beregning af klimatryk. 

Yellow Umwelt står bag det nye univers, som har vundet en CSS Design Award og en FFA Award. Se video om projektet her.

Norstat køber Userneeds
Norstat har 21. januar købt Userneeds med det formål at forbedre sin position som en “innovativ højkvalitetsdataindsamler og skabe Europas førende aktør,” skriver man i en pressemeddelelse. CEO i Userneeds Johnny Jensen, som fremover bliver managing director i Norstat Danmark, siger om opkøbet: “Jeg er virkelig begejstret over sammenlægningen af Userneeds og Norstat, og jeg ser frem til at lære Norstat og dets medarbejdere at kende i de kommende måneder. Kombinationen af Userneeds digitale løsninger og den stærke lokale tilstedeværelse med Norstats markedsledende position, vil være en stor fordel for vores kunder.”

Tue Meier-Poulsen har hidtil været managing director for Norstat Danmark. Han bliver fremover regional director Norstat Northern Europe.

Eksamensopgave hitter på Fødevarestyrelsens sociale medier
Fire studerende fra DMXJ hitter i øjeblikket på de sociale medier med noget så sjældent som en eksamensopgave.

Magnus Vad, Jens Risom, Anders Hoppe og Frederik Warming – alle sammen kommunikationsstuderende på 5. semester på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Århus – fik til opgave at kommunikere Fødevarestyrelsens opdaterede kostråd, der blev lanceret i januar sidste år af fødevareminister Rasmus Prehn. 

I hænderne på de fire studerende blev opgaven løst med et disco-klingende hit: ‘Hvad fuck er en bælgfrugt’ – som i øvrigt inkasserede dem topkarakter ved eksamen.

“Målet med opgaven var, at vi ville styrke kendskabet til kostrådene. Vi ville ikke give målgruppen en løftet pegefinger, men i stedet stille dem et autentisk spørgsmål, som skulle starte en dialog om kostrådene. Fordi bælgfrugter fylder en del i de nye kostråd som alternativet til kød, havde vi en oplagt krog til vores koncept, så opgaven skrev næsten sig selv,” siger Frederik Warming fra gruppen af studerende i en pressemeddelelse.

Efter eksamen valgte de studerende at sende deres eksamensopgave til Fødevarestyrelsen, der blev så begejstrede for sangen, at de nu har produceret en musikvideo i samarbejde med Mirror Entertainment. De fire studerende både synger og optræder i videoen, der i slutningen af januar har kickstartet relanceringen af kampagnen for kostrådene.

Den blev lagt på YouTube i mandags, hvor den nu har mere end 40.000 visninger. På Fødevarestyrelsens sociale medier har sangen sammenlagt nået over 200.000 visninger, mens styrelsen melder om støt stigende tal.

Sangen understøttes af en relancering af kostrådskampagnen på de sociale medier, ligesom Fødevarepartnerskabet for sundhed og klima bakker op om sang og kampagne.