Seniorkonsulent Lars Bjørn Helgestad, Hellerup, bliver 50 år 21. marts.
Reklamebureauer og kommunikationsindkøbere kender ham i rollen som rådgiver i Hestbæk Consult, hvor han rådgiver virksomheder med store kommunikationsbudgetter om at optimere processerne, når de vælger og bruger reklamebureauer og udruller globale reklameaktiviteter.
Lars Bjørn Helgestad tilhører sortbælte-kategorien af marketingmennesker med topjobs i både ind- og udland, og for nogle år siden fik han desuden sort bælte i kampkunsten Aikido.
Lars Bjørn blev en del af reklamebranchen hos Klausen + Partners, hvor han blev partner og business development director. Siden var han medstifter og partner i Medialog. Lars Bjørn har desuden arbejdet internationalt som en del af Ogilvy&Mathers internationale hitech-pitchteam.
Siden 2001 har Lars Bjørn arbejdet i Danmark som salgsdirektør i IconMedialab, administrerende direktør i et mindre teleselskab og som selvstændig konceptudvikler og redaktør inden for business-to-business content marketing.
Blandt tillidsposterne har været jurymedlem for den Danske Direct Marketing pris og formand for Direct marketing klubben i Dansk Markedsføringsforbund.
I anledning af fødselsdagen inviteres venner og forretningsforbindelser til reception hos Hestbæk Consult, den 21. marts kl 15 til 18.