Danske Mediers digitale chef bliver 40 år

Allan Sørensen fylder 40 år den 24. februar.

Stillingen som digital chef er forholdsvis ny, men Allan Sørensen er bestemt ikke ny i mediebranchen.

Han startede i Danske Medier, da det hed FDIM – i 2010 som analysechef og pr. 1. januar blev han udnævnt til digital chef bl.a. med opgaver, der er overtaget efter Morten Helveg Petersen, der er stoppet hos Danske Medier for at blive kandidat til Europa-parlamentet.

Allan Sørensens karriere startede på Christiansborg i Den Konservative Pressetjeneste efterfulgt af nogle år i PR- og kommunikationsbranchen inden han for alvor fokuserede sit arbejdsliv på de digitale medier.

Det blev til fem år på Jubii, hvor han var henholdsvis analyse- og marketingchef, fra den gang hvor Jubii var Danmarks største internetportal gennem de hårde år for branchen.

Herefter fulgte nogle år som selvstændig rådgiver for den digitale branche inden han blev ansat som direktør for webbureauet Pro2, der var ejet af Sjællandske Medier og Lolland-Falsters Folketidende, hvor han efterfølgende blev onlinechef.

Med den baggrund var Allan Sørensen det oplagte valg, da Foreningen af Danske Interaktive Medier (FDIM) skulle have en ny analysechef i 2010. Et ansvarsområde han tog med sig, da FDIM fusionerede i den samlede brancheforening for alle private medievirksomheder.

I sin nye rolle som digital chef i Danske Medier har Allan Sørensen ansvar for public affairs og kommerciel udvikling på det digitale område.