Egmonts talknuser fylder rundt

Hans J. Carstensen har som koncernøkonomidirektør været med til at udvikle og effektivisere Egmont.

I 13 år har koncernøkonomidirektør Hans Jacob Carstensen, der samtidig er bestyrelsesformand for TV 2 i Norge, spillet en central rolle i udviklingen af Danmarks største mediekoncern, Egmont, som i perioden har oplevet næsten konstant vækst. 17. oktober fylder han 50 år.

Hans J. Carstensen er født og opvokset i Aabenraa, og hans familie har dybe rødder i Sønderjylland. Som 18-årig flyttede Hans J. Carstensen til Aarhus, hvor han begyndte på økonomistudiet. Han specialiserede sig i virksomhedsøkonomi og fik efter endt uddannelse i 1989 ansættelse i Jydsk Telefon, som først blev en del af Tele Danmark og derefter til TDC.

I 2002 sad Hans J. Carstensen i en stilling som økonomidirektør i TDC Mobile International, da han takkede ja til tilbuddet om at blive koncernøkonomidirektør i Egmont. Her kom han til at arbejde tæt sammen med koncernchefen, Steffen Kragh, og de to har kørt parløb i foreløbigt 13 år.

I den periode har Egmont, der bl.a. står bag Nordisk Film, Egmont Publishing, som udgiver mere end 700 magasiner og blade i 30 lande, Lindhardt og Ringhof samt TV 2 i Norge, gennemgået en omfattende udvikling og vækst.

Hans J. Carstensen har samtidig været med til at sætte sit præg på medieudviklingen i Norge som bestyrelsesformand for TV 2 Norge. TV 2 er public service-broadcaster og driver syv tv-kanaler samt TV 2 Sumo, Norges største streaming service målt på omsætning.

Som den talstærke chefstrateg har Hans J. Carstensen ført Egmont sikkert ind i en ny medieepoke med historisk gode resultater – senest med rekordresultat i 2014.

Og i juli 2015 blev Egmont kåret til Danmarks Bedste Finansfunktion af Økonomisk Ugebrev. Egmont, der er en erhvervsdrivende fond, er dermed den store virksomhed i Danmark, som samlet set har været bedst til at effektivisere over de seneste fire år.

I fritiden dyrker Hans J. Carstensen blandt andet golf, ligesom han holder af at rejse med familien. Han er gift med Mette Stentoft, der er projektleder og udstillingsudvikler på Experimentarium. Parret bor i Ordrup og har to børn.