Af Per Djervig-Chamby, Sepia
Der er en filterløs, spontan mundtlighed dybt forankret i Lene Rohde.
Hun taler. Hele tiden. Om alt muligt, i øst og vest og nord og syd. Og med garanti også i søvne. For Lene har et sindelag, som folkeskolelærere og pædagoger formentlig vil dianogstisere som DAMP eller ADHD, som det vist hedder i dag. Men det er ingensinde tilfældet. Til gengæld siger det en del om et system, der har så svært ved at rumme et menneske, som på alle måder afviger fra grålighedens ligemageri.
Lene er bare engageret nysgerrig, så simpel er den diagnose. Og når hun den 20. januar ved solopgang står på toppen af Kilimanjaro i minus 20 grader, er det ikke for at realisere sig selv på sin 50 års fødselsdag, at finde den navlebeskuende sandhed om livets store spørgsmål i det fattige Afrika eller dyrke afvigende yoga tættere mod Ham i himlen, så er det for at gøre opmærksom på alle de udsatte piger i verden, der sjældent når til tops her i livet. Eller lever længe nok til at runde de 50, som hun siger.
Det er ikke tomhedens begejstring. Det er et menneske med overskud og et løvehjerte, kun de færreste er i besiddelse af. Mere end 43 millioner piger går ikke i skole. Over 900 millioner overlever for under 6 kr. om dagen. 450 millioner er kronisk underudviklede som følge af sult i barndommen, og mere end 10 millioner umyndige piger helt ned til 12 års alderen giftes bort hvert år.
Det, om noget, er i bogstaveligste forstand op ad bakke, så Kilimanjaro giver bestemt mening. For Lene, for alverdens udsatte piger, for folkeskolelærere og pædagoger og os fra ligemageriet, som på afstand og uden nævneværdig anstrengelse kan nøjes med at sms’e PIGE til 1220 for at være med. 150 kr. lyder den beskedne donation på til de udsatte piger, og som en ekstra bonus er dit navn med på Lenes fødselsdagsflag 5.895 meter oppe på toppen af Afrikas højeste bjerg. Så kan du fortælle dine venner, at du også har været der. Næsten.
Lenes engagerede nysgerrighed rækker ikke blot mod toppen, det får også hendes ivrige fingre ned på tastaturet. I november fejrede hun 25 års jubilæum som selvstændig tekstforfatter. Hun har lagt ord til det meste, ikke mindst de mange prisbelønnede direct mail kampagner, der i 2006 gav hende den endelige anerkendelse som ‘Årets Tekstforfatter’.
Er der noget, der virkelig kendetegner tiden, så er det, at det ordinære, det banale, fylder så voldsomt meget. Spørgsmålet er, om der nogensinde har været en epoke, der dyrkede det ordinære med så begejstret en energi, som vores tid gør?
Tillykke med fødselsdagen Lene. Og tak fordi du gør en forskel.