Esther Selig bliver 60

Esther Selig er tekstforfatter og partner i reklamebureauet Sunrise. Og en markant profil i reklamebranchen. På mandag bliver hun 60 år.

Det er ikke indlysende, at studier i Engelsk fører til tekstforfatteri på dansk. Men sådan blev det altså for en af den danske reklamebranches markante penne, Esther Selig.

Efter at have droppet studierne på Københavns Universitet, var planen at blive translatør, og Esther tog derfor en uddannelse i Engelsk på CBS. Det der med at oversætte brochurer for landbrugsmaskiner var alligevel ikke lykken, og Esther endte i stedet på McCann i 1976. Her mødte hun i øvrigt Jørgen Selig, som hun i dag er gift med.

De følgende år bragte Esther Selig rundt på en perlerække af tidens hotteste bureauer: Lund & Lommer, Bates/Advance, Promotion og endelig BBDO.

Her mødte hun i 1990 kollegaen Michael Sølling, med hvem hun i 1995 stiftede reklamebureauet Sunrise. Det var et ret usædvanligt træk på tidspunktet, men Esther var træt af det store amerikanske maskineri og de fordyrende processer i det regi.

Springet var også temmelig skræmmende, og de første tre år var BBDO medejer af bureauet.

Sunrise fik dog succes og opmærksomhed med bl.a. annoncekampagner for Fredgaard og Politikens Forlag, og Esther cementerede sin position som en meget markant kreatør, og en profil, der i høj grad har været med til at tegne reklamebranchen.

I 1999 blev Skoda kunde på bureauet, og Esther har en stor del af æren for den rejse, som mærket tog gennem de følgende ti år, fra dårlig vittighed til populær familiebil.

I dag arbejder Esther især med FONA og Boxer-tv – og ja, hun har Hold kæft-manden på samvittigheden.

I fritiden nyder venner og familien inklusive stedsønnen Tom og de tre børnebørn godt af Esthers kulinariske ekspertise.