Et bureau – to kvinder- ti år

Det odenseanske reklamebureau Fingerspitz fejrer 10-års-jubilæum

For 10 år siden sprang Anna Aagaard og Kirsten Dalgaard ud som iværksættere.

Først havde de to iværksættere et bureau-kunde-forhold, dernæst arbejdede de på samme bureau og den 11. december 2002 stiftede de så deres eget bureau, Fingerspitz.

 
Bähncke var bureauets første kunde, og det har til en vis grad formet bureauets udvikling.

For selvom bureauet fik kunder fra andre brancher, så voksede andelen af fødevarekunder hurtigst.

Gennem årene har bureauet arbejdet med alt fra hotdogs til østers. Blandt den store buket af fødevarekunder kan nævnes bl.a. Løgismose, Frigodan, Økologisk Landsforening, Billund Airport Food & Beverage, Dan Cake, Fazer Food Services, Cafax og Grambogård.

De to ejere har formået at holde sorte tal på bundlinjen hele vejen igennem. Nøglen til dette har været viljen og evnen til at drive et bureau, som har været i øjenhøjde med kunder, marked og medarbejdere – og i øvrigt at levere løsninger, som har været skabt af lige dele kreativitet og effektivitet.

Samtidig har Anna og Kirsten udviklet virksomheden fra en iværksættervirksomhed til en etableret virksomhed med i dag 10 medarbejdere.

 
Medarbejdere, der ud over deres faglige kompetencer, også har et særligt engagement i fødevarer.

På det seneste har bureauets fødevareildsjæle været involveret i at starte det odenseanske kulinariske supermarked Supergastro op.
 

De 10 år fejres med en reception med hotdogs og østers på bureauet, fredag d. 14 december.