Ex-mediedirektør bliver direktør i bookingportal

Marlene Horsbøl Sylvester-Hvid skal være ny direktør i Danske Konferencecentres bookingportal.

I forbindelse med moderniseringen af Danske Konferencecentres bookingportal, DKBS.DK, er Marlene Horsbøl Sylvester-Hvid, 48, blevet ansat som direktør.

Marlene Horsbøl Sylvester-Hvid, der fra 2001-2006 var dels salgs- og marketingdirektør for Berlingskes gratis avis, Urban og dels var adm.dir. i Berlingske Bladsalg, skal hos DKBS.DK modernisere og digitalisere bookingportalen.

Målet er ifølge DKBS.DK’s bestyrelsesformand, Jørn Vibe Andreasen ”at udbygge den førende position som bookingportal inden for konferencemarkedet, hvor der ligger et stort uudnyttet forretningsmæssigt potentiale for vækst og værdi for såvel kunderne som medlemsvirksomhederne”.

Marlene Horsbøl Sylvester-Hvid kommer senest fra et job som projektansat salgschef hos Trifork. Tidligere har hun haft sit eget konsulentfirma.

Danske Konferencecentres Booking-Service A/S er ejet af Foreningen Danske Konferencecentre og har til formål vederlagsfrit at tilbyde kunder rådgivning og reservationsservice ved afholdelse af arrangementer hos Danske Konferencecentres medlemmer.