Ole Stig Lommers Legat har siden 1983 gjort det muligt at give unge talenter muligheden for at udvikle deres faglige horisont.
Legatet er på 60.000 kroner og i år splittes det op, så fire unge hver får 15.000 kroner, som kan sende dem på EACA Summer School, der i år finder sted i Lissabon, Portugal.
De fire unge er Frederik Wulf Olsen fra Wibroe, Duckert & Partners, Sanne Rahbek fra OMD/PHD, Simon Naver fra DDB og Lotte Skovsted fra Nørgård Mikkelsen.
Juryen, der har valgt at sende netop disse fire unge afsted, er:
Jette Nejstgaard, Administrerende direktør LoweFriends A/S
Lone Tvedergaard Bach, Strategisk planner og partner, &Co.
Søren Stig Lommer, repræsentant for familien
Mona Juul, Administrerende direktør envision og formand for Kreativitet & Kommunikation
Om legatet:
Ole Stig Lommers Legat er stiftet til minde om Ole Stig Lommer, der fungerede som formand for Kreativitet & Kommunikation (tidligere DRRB) i syv år i perioden 1971-1981. Alle ansatte på Kreativitet & Kommunikations medlemsbureauer kan søge legatet.
Formålet med legatet er at skaffe frisk input til hele branchen og samtidig give unge talenter muligheden for at udvikle sin faglige horisont.