Fotoveteran involverer sig i nordisk fotoskole

Poul Kofod bliver ledende lærer på skole, der udspringer fra Norge, har ekspanderet til Sverige og nu starter op i Danmark.

Poul Kofod, kendt fotograf fra blandt andet Kofod, Schiller & Partnere A/S, men også reklamefilminstruktør og animationsfilmproducent og direktør i Funhauser Film, har nu involveret sig i en fotoskole, der starter op i Danmark primo næste år.

Er det nu nødvendigt med en fotoskole, kan man spørge sig selv. Alle kan vel tage billeder i dag med enkle digitale kameraer og mobiltelefoner.

Men der er også et umætteligt behov for fotos til de utallige nye digitale platforme og for fotografer med de rette kvalifikationer til at levere til dette fremtidens mediecirkus, mener Poul Kofod:

“At være fotograf i dag er noget helt andet, end da jeg var i lære hos Ellegaard Frederiksen sidst i tresserne. Dengang var det noget meget teknisk og svært. I dag kan alle tage et foto, billedbehandle det på computeren og få et hæderligt resultat. Netop derfor er iderigdom og evne til at få det til at lykkes vigtigt i dag. At skille sig ud, bruge de sociale medier og turde gå nye veje med mediet. Det kan man leve af. Da jeg blev udlært var det nok at have en Rolleiflex eller et Hasselblad. Så var man i gang. Det rækker ikke mere.”

På skolen – der hedder Bilder Nordic og udspringer fra Oslo, hvor der går 170 elever – vil der blive undervist i mange og nye sider af fotografiet, ligesom der vil blive afholdt workshops med internationalt kendte fotografer.

Poul Kofod får rollen som en slags ledende lærer og skal selv undervise i porteføljeudvikling, hvordan man bygger en mappe op og hvordan man præsenterer sig selv både på de digitale medier og “live” overfor kunder.

København er ikke den første ekspansion fra den norske skoles side. Også i Stockholm er der startet en fotoskole allerede for tre år siden.

Skolen starter i Danmark den 12. februar på Holmen – se mere på www.bildernordic.dk