Infomedia ansætter tre Client Executives

Henrik Hilleberg, Dan Gadiel og Trine Bøgeriis Hansen kommer fra KMD, Horesta og PWC.

Henrik Hilleberg kommer som Client Executive hos Infomedia til at have fokus på det offentlige og politiske segment.

Han kommer fra en stilling hos KMD, hvor han har arbejdet med Public Affairs.

Inden da arbejdede han otte år på Christiansborg som politisk-økonomisk chef og pressechef for Det Konservative Folkeparti.

Henrik har dermed kendskab til kommunikationsudfordringerne i offentlige organisationer og den politiske sfære generelt.

Dan Gadiel får bl.a. ansvaret for samarbejdet med store danske og internationale virksomheder i den private sektor.

Han kommer til Infomedia med kommunikationserfaring fra både kunde- og bureausiden.

De seneste 4 år har han arbejdet som kommunikationsrådgiver i Horesta med fokus på kommunikationsrådgivning af interne stakeholders, herunder direktion, bestyrelse og specialister.

Tidligere har Dan arbejdet med kommunikation og marketing som chefkonsulent hos PensionDanmark, samt været konsulent hos henholdsvis Mannov og Radius.

Trine Bøgeriis Hansen får ansvaret for SME-kunder.

Hun kommer senest fra en stilling som senior konsulent hos PWC, hvor hun har solgt ledelsesnetværk.

Tidligere har hun arbejdet hos Presidents Institute med både salg, marketing og kommunikation.

Trine er uddannet inden for kommunikation og strategi.