Som associeret partner i LEAD Agency, arbejder Torsten Jansen i dag med speciale i at rådgive internationale virksomheder i danske forhold og hjælpe danske firmaer i udlandet. En slags global lobbyist med særlig fokus på USA.
Tidligere har han arbejdet som DRs korrespondent i Washington, senere som DR udlandschef og vært på TV-Avisen.
Torsten Jansen blev uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 1990. Derefter blev han ansat som krigskorrespondent på Ekstra Bladet, efter at han på egen hånd havde rejst illegalt som ung journalist i Sydafrika under Apartheid regimet.
Fra begyndelsen af 90´erne boede Torsten Jansen i Moskva og dækkede blandt andet revolutionerne i Østeuropa, Sovjetunionens sammenbrud og krigene på Balkan.
Torsten var også den eneste danske journalist, som fik interview med Nelson Mandela under ikonets første besøg i Danmark i 1992.
Torsten Jansen blev hentet til DR i 1993 og tilknyttet TV-Avisens udlandsredaktion og Horisont. Her rejste han blandt andet flere gange i Afghanistan og dækkede tillige folkemordet i Rwanda, hvor han var blandt de første udenlandske journalister, som rykkede ind i hovedstaden Kigali.
Som 33-årig afløste han Frank Esmann som DRs faste mand i Washington DC. Første opgave var Bill Clintons genvalg i 1996 og den turbulente anden præsidentperiode, som blev præget af Monica Lewinsky-skandalen. Hans tid som korrespondent i USA sluttede med valget af George W. Bush i år 2000.
Som udlandschef fik Torsten fra 2001 ansvaret for dækningen af terrorangrebet den 11. september, krigene i Afghanistan og Irak samt EU-udvidelsen og topmødet i København.
Han åbnede desuden DRs første korrespondent-kontor i Beijing. Efter fire år som chef valgte Torsten at fortsætte som studievært på TV-Avisen.
Torsten Jansens viden om USA førte ham videre til et job som diplomat i Udenrigsministeriet i 2007.
Som afdelingschef for Public Affairs på ambassaden i Washington DC, blev det blandt andet hans opgave at fremme den danske regerings klima-dagsorden i USA forud for COP15.
Således fulgte han statsminister Anders Fogh Rasmussen til Texas for at besøge George W. Bush på præsidentens private farm i Crawford.
Han var desuden med på sidelinjen, da statsministen Lars Løkke Rasmussen blev introduceret som ny dansk statsminister for Barack Obama i Det Ovale Kontor i 2011.
Tre gange har Torsten Jansen arrangeret USA-rejser for Kronprinsparret, og i 2011 fik han ansvaret for Regentparrets besøg i Washington og New York.
Privat bor Torsten Jansen på Christianshavn sammen med journalist Cathrine Gyldensted og to børn – Veronika på 18 år og David, 13 år, fra et tidligere ægteskab. Når han ikke rejser rundt i verden, går Torsten i sin fritid til boksning to gange om ugen hos den danske bokse-legende, Poul Duville. Ellers lytter han ofte til Bob Dylan, imens han cykler rundt på sin mountain bike eller sin fancy amerikanske racer cykel.
Torsten Jansen fejrer den runde fødselsdag sammen med den nærmeste familie på dagen og afholder en reception i august.