Jyllands-Posten hyrer svensk designchef

Anna Thurfjell har stået i spidsen for designarbejdet på Svenska Dagbladet i Stockholm.

Anna Thurfjell, 38, har stået i spidsen for designarbejdet på Svenska Dagbladet i Stockholm gennem ti år, hvor hun har været med til at gennemføre tre hele redesign-øvelser.

Det er blevet til 138 designpriser, herunder to priser for at have kreeret ’Europas bedst designede avis’ (European Newspaper Competition, 2009) og ’Verdens bedste designede avis’ (The Society For News Design, 2005).

Anna Thurfjell vil som det første få ansvar for at fuldende et redesign-projekt, som Jyllands-Posten har indledt med sigte mod efteråret. Projektet udføres af det skotske designbureau Palmer/Watson, som Jyllands-Posten tidligere har samarbejdet med.