Kontrapunkts kreative direktør udnævnt til professor

Mads Quistgaard er udnævnt som adjungeret professor på Designskolen Kolding, hvor han kommer i selskab med seks andre nyudnævnte.

Designskolen i Kolding har udnævnt syv designere som adjungerede professorer med det formål at styrke og berige uddannelsesretningerne samt udvikle dansk design.

Den ene er Kontrapunkts kreative direktør, Mads Quistgaard, som siger i en pressemeddelelse, at han med professoratet fortsætter sin ambition om at bygge bro mellem designteori og –praksis:

  ”Jeg har altid været optaget af mødet mellem teori og praksis og tror på oplyste, tværfaglige løsninger. Derfor er det en drøm, der går i opfyldelse at få fingrene helt ind i Designskolen Koldings praksis og være med til at forme, hvordan vi kan drive vores fag. Både overfor faget og vores kunder føler jeg mig forpligtet til at skabe grobund for nye idéer og godt design”.

De øvige seks nyudnævnte adjungerede professorer er:

Anders Morgenthaler: Illustrator, interaktionsdesigner og filmskaber. Den ene halvdel af satirebrandet Wulffmorgenthaler, der står bag tegneseriestriben af samme navn.

Christien Meindertsma: Hollandsk tekstildesigner og kunstner. Arbejder i krydsfeltet produktion, design og kunst med et stærkt fokus på bæredygtighed.

Ejnar Truelsen: Chefdesigner ved Ecco Har gennem sin 43 år lange karriere i Ecco udviklet flere af skoproducentens største successer – og også virksomhedens logo.

Henrik Vibskov: Modedesigner, kunstner og musiker. Internationalt kendt og anerkendt for sit subkulturelt og avantgardeinspirerede modedesign, der sælges verden over.  

Rebekka Bay: Modedesigner. Creative Director og EVP Head of Global Design hos amerikanske GAP. Tidligere kreativ direktør hos Bruuns Bazar og H&M mærket COS.

Simona Maschi: Leder af det internationalt anerkendte Copenhagen Institute of Interaction Design (CIID), der tilbyder forskning, konsulentarbejde samt en etårig uddannelse i interaktionsdesign i samarbejde med Designskolen Kolding.