Anita Eckardt, der fylder 40 år den 11. maj, har altid haft fart på. Hun startede karrieren som marketingkoordinator i B&O, blev brand manager i Grundfos og derefter key account manager i B&O.
I 2008 blev hun hentet til stillingen som marketingdirektør hos Brødrene Dahl og i dag er hun marketingdirektør og medlem af topledelsen i Saint-Gobain Distribution Denmark.
Anita Eckardt har det øverste ansvar for markedsføring og e-handel for Saint-Gobain Distribution Denmarks (SGDD) selskaber, herunder Brødrene Dahl og byggecenterkæden Optimera.
Det lå ellers ikke i kortene, at Anita Eckardt skulle vende hjem til Danmark.
Da hun fik tilbuddet fra Brødrene Dahl, boede hun i Tyskland og havde fuld gang i en international karriere i B&O med salg og markedsføring af luksuslyd til Mercedes, Audi og Aston Martin.
Men hun blev overbevist af sin tidligere kollega og direktør i Grundfos, Lars Fournais, som netop sagt ja til toplederposten i Brødrene Dahl.
Siden har de to kørt et tæt parløb omkring transformationen af først Brødrene Dahl og nu søsterselskabet, byggecenterkæden Optimera.
”Anita Eckardt har stor betydning for, at vi er lykkes med at transformere Brødrene Dahl fra en traditionelt tænkende, driftsorienteret virksomhed til en markeds-, kunde- og værdibaseret virksomhed. Hun har en særlig evne til altid at inddrage kundeperspektivet, som er så utrolig vigtigt i en transformationsproces. Det er nøglen til, at vores kunder forstår og accepterer de nye leverance- og segmenteringsmodeller, som differentierer os i markedet og giver vækst på bundlinjen”, siger adm. direktør i SGDD Lars Fournais.
Anita Eckardt har en Master i International Business Administration fra München Business School. Hun er medlem af VL gruppe 89, som hun var med til at stifte i 2009.