Mediabranchens tænksomme strateg

Michael Thim, adm. direktør hos IUM, fylder 50.

Med Michael Thim ved roret har IUM vækstet hvert eneste år, uanset krise og hvad der ellers er sket hos den amerikanske ejer Interpublic Group. Hans innovative tilgang og skarpe øje for nye udviklingsmuligheder har endvidere resulteret i, at Michael Thim er udnævnt til Nordic President med ansvar for at skabe fremdrift i alle de nordiske markeder. Som del af den snævre globale ledergruppe fungerer han tillige som en best case i, hvordan andre lande i det internationale netværk kan kopiere den danske succes med udvikling af nye services.

Fra at være et traditionelt formidlingsbureau for bare et årti siden har Michael Thim været bannerfører for en brancheglidning, der i dag har resulteret i, at spektret hos IUM nu er udvidet til også at omfatte marketing-services som forretningsstrategi, research, butiks- og kommunikationsudvikling, indkøb af tryksager samt rådgivning omkring e-commerce, public relations, mobile marketing, sociale medier etc. Bare i 2013 er servicepaletten udvidet med det digitale full-service bureau Marvelous og barter-specialisten Orion, og den danske omsætning har nu passeret 700 mio. kr.

Før Michael Thim blev hentet til IUM i 2001, var han adm. direktør hos analyseinstituttet Vilstrup Research, hvor han med udgangspunkt i indsigt om forbrugernes gøren og laden oparbejdede en dyb respekt for at rådgive med udgangspunkt i konkret viden og kortlægning af danskernes holdninger, hvilket den dag i dag gennemsyrer alt, hvad IUM står for.

Michael Thim er uformel helt ind til benet og i den grad præget af, at han aldrig selv har passet ind i en boks, og derfor heller ikke kunne drømme om at sætte begrænsninger for sin omverden. Tillid og handlefrihed er givne nøgleord i ledelsesstilen, som af andre tillige karakteriseres som motiverende og personlig. Trods et højt aktivitetsniveau beskrives han af sine omgivelser som afslappet med en udstråling af ro og balance, hvilket nok kan henføres til hans buddhistiske grundsyn.

Men selvom IUM’s 50 års fødselar er en travl mand, der møder før alle andre på kontoret hver morgen, er der også tid til spændende rejser til verdens afkroge – og helst der hvor næsten ingen har sat deres ben før. Privat bor Michael Thim sammen med Anouska Thim Dyremose, som han netop har fejret sølvbryllup med.

I anledning af adm. direktør Michael Thim’s 50 års fødselsdag, afholdes der en reception på dagen d. 22. januar, kl. 15-18 på adressen Skt. Petri Passage 5, 1165 København K.