Fortiden som aktiv sportsudøver har ikke fornægtet sig gennem nordisk direktør i SBS Media, Henrik Ravns, imponerende mediekarriere.
Som tidligere divisionsspiller i håndbold har han med ukuelig fightervilje og fokuseret kreativitet, ført sig selv og sine kolleger på SBS gennem en række år med stor vækst.
Henrik Ravn har beskæftiget sig med kommercielt tv i næsten halvdelen af sit liv, og han er et klassisk eksempel på en person, der målrettet har arbejdet sig hele vejen op gennem systemet – fra marketingkonsulent til nordisk direktør.
Henrik blev uddannet cand.merc. i 1989 fra Handelshøjskolen i Århus, og kort efter begyndte han i 1990 mediekarrieren på TV 2, som marketingkonsulent i programredaktionen.
Efter godt fire år fortsatte han til TV3, hvor han som programchef bl.a. var med til at lancere 3+ og søsætte Robinson Ekspeditionen.
Næste stop på karrierestigen var TDC Kabeltv. Her fungerede han i en kort periode som programdirektør, indtil TV 2 Danmark hentede ham tilbage til jobbet som programplanchef, hvor han med stor succes både fik de unge seere tilbage til TV 2’s hovedkanal og sikrede vækst til TV 2 Zulu, samtidig med at kanalen blev betalingskanal.
I 2003 påtog Henrik Ravn sig den store udfordring at få styr på “klassens frække dreng”; TvDanmark.
SBS Media i Danmark tæller i dag tv-kanalerne Kanal 5, Kanal 4, 6’eren og 7’eren, seks radiokanaler bl.a. The Voice, Radio 100 og Nova fm samt flere digitale platforme bl.a. NUtv.dk og Radio Play.
I 2009 blev Henrik udnævnt til nordisk direktør for SBS Media og dermed styrmand for den salgsproces, der kort før jul endte med, at SBS i Norden blev opkøbt af Discovery Communications for knap 10 mia. kroner.
Udover kærligheden til sine to børn, Kasper på 8 år og Ditte på 11 år, og sin øvrige familie har Henrik Ravn to altoverskyggende passioner – tv og sport.
Især skiløb og fodbold trækker. Og det ikke kun på fodboldbanen som midtbane-general på et af Hellerups meget lukkede hold, hvor erfarne boldkunstnere brillerer i lyserøde spilletrøjer.
Henrik er også en regulær fodbold-nørd, der tager imod enhver udfordring på paratviden om fodbold fra 70’erne og frem med speciale i Leeds United i 70’erne og det Brasilianske landshold fra VM i 1970.
Fritiden nyder han helst i sit sommerhus i Ebeltoft, hvor han bl.a. holder kampformen ved lige med træfældning og lange løbeture i Mols bjerge.
Selve fødselsdagen vil blive afholdt privat med familien og som et personligt ønske for dagen vil være, hvis hans yndlingsfodboldhold Chelsea på hjemmebanen Stamford Bridge besejrer ærkerivalerne fra Arsenal.
Et opgør som fødselaren helt sikkert vil følge direkte på sin egen tv-kanal 6’eren, der sender kampen søndag den 20. januar fra kl. 14.00.
Selvom Henrik Ravn hverken ynder store armbevægelser eller fokus på egen person, vil der blive afholdt en fødselsdagsreception torsdag den 24. januar kl. 15.00-17.00 på SBS Media, HC Andersens Boulevard 1.