Mindeord over Jannick Unterschlag

Lars Gardan, Creative Director hos OgilvyOne Worldwide, skriver mindeord over tidligere kollega.

Der er slukket for den digitale købmand, som Jannick kaldte sig.

Han begraves på Vestre Mosaiske Begravelsesplads onsdag 30. maj kl. 13.

Jannick var en af internet markedsføringens pionerer. Han var cellechef hos Networkers (nu Framfab) fra 1996, var med i Cybertising og kom til OgilvyOne i 2000.

Siden arbejdede han i Think Unlimited og havde overskud til sideløbende at starte web butikken Army Star, som han drev til sin død.

Jannick var ikke alene et enestående dejligt menneske, han kunne også få strategi og taktik til at gå op i en højere enhed.

Han kunne synge, han kunne danse og han kunne levere et song and dance show med Power Point kørende i baggrunden, der var mere involverende end hovedparten af Hollywoods spillefilm.

Det var bogstavligt talt altid en fornøjelse at arbejde sammen med Jannick, ligesom det var umanerligt opløftende at møde ham tilfældigt.

Men en pludselig og langvarig sygdom trak tæppet væk under Jannick og hans familie. Kun for en tid, troede og håbede vi.

For når man er så ukuelig en optimist og så elskelig over for sine medmennesker, bør der være tid og rum til at glæde os alle sammen med sin tilstedeværelse.

Til stede var Jannick altid; men ikke længere. Et stort tab for verden.

Størst, naturligvis, for Stine og deres piger. Må lidt af Jannicks styrke og glæde blive hos jer altid.