Mona Juul fylder 50 og fejrer ti år hos Envision

Det er en af reklamebranchens absolut største personligheder og lederskikkelser, der den 20. september 2017 kan fejre sin 50-årsfødselsdag: Mona Juul, adm. direktør i Envision, har om nogen præget branchen og skabt respekt om kommunikationsfaget og sig selv.

Siden 2007 har Mona Juul stået i spidsen for Envision, og i år kan hun både fejre tiårs jubilæum som adm. direktør og 50-års fødselsdag i vished om, at hun har gjort Envision til et af landets største, mest succesfulde og bedst indtjenende reklamebureauer med ca. 130 medarbejdere.

Envision har i perioden udviklet sig fra et traditionelt reklamebureau i mellemstørrelsen til at være et strategisk kraft- og videnscenter i branchens absolutte top.

Bureauet har i Mona Juuls regeringsperiode vundet flere danske og internationale priser og hædersbevisninger og ligger i top-fem i imagemålinger.

Alt dette er dog ikke noget, Mona Juul selv tager æren for, men tilskriver bureauets dygtige medarbejdere.

I det hele taget ligger udviklingen af både Envision, kommunikationsfaget og -branchen Mona Juul meget på sinde.

Af samme årsag har hun i mere end otte år bidraget med al sin energi og viden til arbejdet i brancheforeningen Kreativitet & Kommunikation (tidligere DRRB), først som bestyrelsesmedlem 2009-11 og fra 2011-16 som handlekraftig og resultatorienteret bestyrelsesformand.

I 2016 førte Mona Juul Envision ind i næste udviklingsfase, da bureauet solgte 60 pct. af aktierne til First Chair Group, FCG. Mona Juul ejer fortsat selv 20 pct. af Envision.

Mona Juul er civiløkonom (HA/HD) fra Syddansk Universitet i 1993 og er efterfølgende blandt andet uddannet i Strategisk Planning fra Den Danske Reklameskole i København (2001).

Den erhvervsmæssige karriere begyndte i MD Foods (Arla), hvor hun havde forskellige stillinger, inden reklamebranchen tog fat i hende.

Første stop blev kort som account manager i Gynther & Company i 1998, men allerede i 1999 blev Mona Juul ansat i Envision som kontaktchef.

Herefter steg hun hurtigt i graderne først til teamchef (2003), siden til strategisk direktør og partner i 2003 og endelig som administrerende direktør i 2007.

Mona Juul beskrives som en karismatisk og empatisk leder med klare værdier og et stort menneskeligt overskud til at tage kærlig hånd om sine medarbejdere og engagere sig dybt i og bygge tætte relationer til kunderne.

Mona Juul er samtidig dygtig til at pleje og udbygge sit omfattende netværk af mennesker inden for både erhvervsliv, politik og kultur.

Således stiller hun gerne op til både politiske, samfundsmæssige og kulturelle debatter i medierne, som foredragsholder og til bestyrelsesarbejde blandt andet i Dansk Erhverv, Erhverv Aarhus, mediebureauet Orchestra, som Envision ejer 20 pct. af, Eniig Fiber, Fonden VoxHall, WWF, Fonden Fængslet i hjembyen Horsens og meget andet.

Privat bor Mona Juul i Horsens sammen med sin kæreste Carsten og hunden Victor, og den sparsomme fritid bruger hun på at gå ture og læse bøger.