Forfremmelse på bureau til adm. direktør
Det ti år gamle bureau, Kvalifik, har udnævnt Rebecca Busk til adm. direktør. Hun har været på bureauet siden 2023 senest som commercial director og partner. Hun erstatter Søren Højland Boesen som fra marts i år vil træde tilbage fra den daglige drift og fokusere på barsel og familie.
Rebecca Busk kommer til at stå i spidsen for at føre ambitionen om at positionere Kvalifik som Nordens førende Webflow-bureau videre.

Apropos får ny bureauchef samt kundeansvarlig
Stefan Noe er udnævnt til bureauchef hos Apropos Bureau. Han får ansvaret for den daglige ledelse og driften på bureauet med fokus på overblik, prioritering og kvalitet i leverancerne.
Stefan Noe har været en del af Apropos siden 2018 og er forfremmet fra en stilling som kreativ chef, hvor han de seneste 20 måneder har stået i spidsen for bureauets kreative afdeling.
Tidligere har han arbejdet hos MKTG, en del af Dentsu.

Rikke Hald er ansat som kundeansvarlig & projektleder. Hun skal sikre struktur, fremdrift og leverancesikkerhed i projekter og samarbejder, så opgaver drives sikkert i mål med klare aftaler og løbende opfølgning.
Rikke Hald kommer fra Lidt Lakrids og har tidligere bl.a. været hos Nordværk samt Delsted Productions.

Finance director til Publicis Groupe Denmark
Nasir Ameti er ansat som finance director hos Publicis Groupe Denmark. Her skal han lede finansafdelingen og arbejde tæt sammen med ledelsen og supportere forretningen.
Nasir Ameti kommer fra Havas Denmark, hvor han var finance manager.

Digital performance director til Publicis Groupe Denmark
Natasja Grønfeldt er ansat som digital performance director hos Publicis Groupe Denmark. Hun får ansvar for at styrke og videreudvikle performance marketing-indsatsen på tværs af digitale kanaler med fokus på datadrevet beslutningstagening og kundedialog.
Natasja Grønfeldt kommer fra Amplify, hvor hun var head of performance.

Tidl. marketingdirektør bliver kommunikationsdirektør
Peter Froulund er ansat som presse- og kommunikationsdirektør hos Merkur Andelskasse. Han træder ind i andelskassens ledelse og får ansvaret for den samlede kommunikations- og marketingindsats, herunder pressehåndtering, strategisk kommunikation, branding, marketing og intern kommunikation.
Han kommer fra en stilling som direktør for Dansk Ishockey Union og har tidligere været kommunikations- og marketingdirektør i Arbejdernes Landsbank.
Peter Froulund tiltræder stillingen snarest muligt og senest 1. juli 2026.

Friday-stiftere stiller sig i front igen – og udvider partnerkredsen
Fridays stiftere, Lars Bo Kirk og Mikael Baden overtager igen ledelsen og bliver Co-CEOs efter at Martin Ove Rasmussen for nylig stoppede i stillingen. Samtidig udvider de partnerkredsen med filmproducer Pau la Cour, der har været ansat på bureauet i knap tre år.


Ny marketingchef hos Oxygen
Charlotte Amalie Møller er udnævnt til head of marketing & customer strategy hos Oxygen. Hun har været hos Oxygen i knap to årog var senest commerce strategy lead. Charlotte Amalie Møller har bl.a. tidligere arbejdet hos Jysk Fynske Medier og Hesehus.
Hun er cand.merc. i sports & event management fra Syddansk Universitet.

Marketingkonsulent til FOA
Christina C. Henriksen er ansat som marketingkonsulent hos FOA. Hendes opgave bliver bl.a. at omsætte indsigt til handling, arbejde med brugerrejser, bidrage strategisk og udvikle og implementere digitale indsatser.
Christina C. Henriksen har senest arbejdet freelance bl.a. som digital content manager hos Alm. Brand Group.

Senior strateg og digital art director assistent til Shark & Co.
Jesper Søderberg er tilknyttet Shark & Co. som senior strateg. Han har tidligere arbejdet på forskellige bureauer som fx. direktør i Clienti samt client service director i UncleGrey og bureaudirektør i Par No. 1. Senest har han undervist i forretningsforståelse og markedsføring på Erhvervsakademi Aarhus.

Oliver Randlev Poulsen er ansat som digital art director assistent efter at have været i lære som mediegrafikerelev, som han afsluttede med et 12-tal samt en bronzemedalje.

