Ny kommunikationsdirektør til Stark Danmark bliver medlem af Ledergruppen
Birgitte Møller-Heuer bliver ny kommunikationsdirektør og medlem af Ledergruppen i Stark Danmark. Hun afløser Jens Velling, der i november gik selvstændigt for at arbejde som journalist.
Birgitte Møller-Heuer kommer fra en stilling som kommunikationschef i Norlys og har tidligere været marketing- og kommunikationschef hos fiber- og tv-leverandøren Waoo! og arbejdet på TV2, som bl.a. teamchef i analyseafdelingen.
Birgitte Møller-Heuer er uddannet cand. mag i informations- og medievidenskab og har en master i corporate communication.
Dansk kreativ til New York
Christine M. Smith er vendt tilbage til Virtue i en stilling som group creative director for Nordamerika med base i New York. Hun forlod ellers Virtue for et år siden, hvor hun arbejdede ud fra Danmark, for at blive kreativ direktør hos Butter Agency.
Christine M. Smith var med til at vinde en lang række priser, bl.a. grand prix i Cannes Lions med casen Backup Ukraine, hun er blevet udnævnt som next creative leader og med i Top4 hos The One Club samt i Top5 på Cannes Lions’ globale liste over art directors.
RelationsPeople ansætter ESG-seniorrådgiver
Kommunikationsbureauet RelationsPeople har ansat Eva Harpøth Skjoldborg som ESG-seniorrådgiver. Hun har tidligere arbejdet som analytiker og konsulent hos Mandag Morgen og Novo Nordisk, samt senest som selvstændig konsulent, hvor hun har skrevet og redigeret bæredygtighedsrapporter for bl.a. A. P. Møller – Mærsk Group, Pandora, Sinatur Hotel og Konference, Nilfisk og tidligere også ISS, LEGO og Carlsberg.
Eva Harpøth Skjoldborg er indholdsansvarlig på platformen CSR.dk og desuden redaktør på bogen Strategisk Bæredygtighed.
Hos RelationsPeople skal hun styrke bureauets rådgivning, hvor bæredygtighed fylder mere og mere. Målet er at hjælpe kunderne med både at udnytte mulighederne inden for bæredygtighed i corporate communication, employer branding og brand PR og med at navigere sikkert i forhold til den nuværende og kommende lovgivning på dansk og europæisk plan.
Eva Harpøth Skjoldborg er uddannet cand. merc. int. på CBS, hvor hun også har taget en bestyrelsesuddannelse og er efteruddannet inden for journalistik på DMJX.
Kommunikationskonsulent til Morsing
Morsing har ansat kommunikationskonsulent Magnus Lyngby Pahl. Han skal rådgive flere af bureauets kunder og varetage opgaver inden for strategisk kommunikation, public affairs, public relations og hands-on håndtering af kommunikative opgaver.
Magnus Lyngby Pahl kommer fra en stilling som kommunikationsmedarbejder hos Blackstones danske ejendomsselskab, Kereby, og har tidligere været ansat hos blandt andre Mindshare, Help PR og Rud Pedersen Public Affairs.
Magnus Lyngby Pahl har en cand.merc.(kom.) i erhvervsøkonomi og virksomhedskommunikation fra Copenhagen Business School.
COO til TikTok-bureau
Micky Creatives ansætter pr. 1. februar Lasse Christiansen som COO.
Lasse Christiansen kommer med erfaring fra eget TikTok-bureau, SoMe Circle, og har tidligere arbejdet hos bl.a. Nordic Social og Orkla Foods Danmark.
Lasse Christiansen er cand.merc.it fra CBS.