Novicell ansætter leder til Københavner kontoret

I foråret blev det meldt ud, at Novicell åbner kontor i København. Nu har de ansat den, der skal lede kontoret.

Jakob Bækkelund Nielsen, 40 år, er ansat som afdelingschef for det aarhusianske onlinebureau Novicells afdeling i København. Han bliver samtidig en del af Novicells ledergruppe.

Jakob Bækkelund Nielsens primære opgave bliver at skabe rammerne for, at Novicells forretningskoncept, som handler om at bygge onlineløsninger, der bygger på fakta frem for form, kan udfoldes på Sjælland.

Jakob Bækkelund Nielsen kommer fra en stilling som leder af Kilroys webafdeling med ansvaret for udvikling og drift af Kilroys digitale platforme.

Før det har han blandt andet arbejdet som CRM Manager og Website Manager hos Unibet i London.

Jakob Bækkelund Nielsen har en Master i International Business Communication fra CBS.

Novicell beskæftiger ca. 80 medarbejdere i henholdsvis Aarhus og København.