Ny bestyrelsespost til Jens Hagbard

Den tidligere adm. direktør for Uncle er indtrådt som bestyrelsesmedlem i IB&Co

Jens Hagbard, der igennem 20 år var adm. direktør hos Uncle Grey i Århus, gik af sidste forår, kort efter han fyldte 60 år.

Men et definitiv farvel til reklamebranchen har der ikke været tale om. I sommer tiltrådte Jens Hagbard som bestyrelsesformand for Jørn Moesgård, Grafisk Design og Kommunikation i Århus.

Og nu følger så endnu en bestyrelsespost, i IB&Co i Ikast.

I pressemeddelelse skriver bureauet:

Jens Hagbard har en klassisk bureau profil og supplerer som sådan de yngre kompetencer, som IB&Co er i færd med at opbygge i en tre-års plan, som skal føre bureauet op i Jyllands absolutte superliga.

“Bureauets payoff er, at det er udfordringen som driver os. For også at kunne blive udfordret på bestyrelsesniveau har vi nu brug for at opbygge en bestyrelse, som også består af eksterne kapaciteter uden nogen direkte eller indirekte binding til bureauet,” siger direktør Mogens Sejer Iversen og bestyrelsesformand Bo Jensen.