Flemming Fjeldgaard bliver som kanal- og digitalchef på TV3 Sport ansvarlig for sportskanalernes udvikling, schedulering og positionering.
Samtidig bliver det hans job at sætte yderligere fokus på udnyttelsen af de digitale muligheder på tværs af platformene med de mange premium-sportsrettigheder, som TV3 Sport råder over.
Flemming Fjeldgaard har en lang karriere som sportsjournalist på Ritzau, Jyllands-Posten, BT og Berlingske bag sig, og før han blev udnævnt som chefredaktør på BT, var han i en årrække sportsredaktør på Berlingske.
“Den digitale udvikling sætter hele tiden nye krav til, at vi udvikler os og gør tingene på nye måder. Flemming Fjeldgaard har blandt andet stået i spidsen for den digitale udnyttelse og udvikling på BT, og et stort fokusområde bliver at sikre, at TV3 Sport udnytter mulighederne, som den nye teknologi giver os – ikke kun på TV. Jeg er sikker på, at Flemming vil kunne trække os yderligere fremad på det område,” siger Peter Nørrelund, sportschef hos MTG.