I august sidste år indtrådte Jakob de Lemos og Sofie Bech i partnerkredsen hos eyetracking- og konsulenthuset Eyefact.
Her knapt et halvt år efter, har de begge forladt selskabet og har lige før jul etableret en ny rådgivningsvirksomhed, der delvist vil konkurrere med deres tidligere kompagnoner i Eyefact.
EyeReply hedder deres nye selskab, som blandt andet vil tilbyde eyetacking, men ifølge Jakob de Lemos vil EyeReply tillige introducere nye banebrydende teknologier for at undersøge effekten af visuel kommunikation.
I pressemeddelelsen skriver Jakob de Lemos og Sofie Bech, at ’Analysebranchen altid har søgt at forstå og forudsige forbrugerens opmærksomhed, købsmotivation og den gode brugeroplevelse ved at spørge til den. Resultatet har ofte været et udefinérbart sammensurium bestående af lige dele facts, mavefornemmelse, intuition og subjektiv smag’ og at EyeReplay vil gøre op med den traditionelle måde at gøre tingene på.
Om årsagen til, at de to iværksættere forlod Eyefact, siger Jakob de Lemos til Bureaubiz, at det ikke lykkedes at finde fælles retning for partnerskabet.
Jakob de Lemos har tidligere været ansat hos analyseinstituttet Wilke samt hos iMotions som også arbejder med eyetracking.
Sofie Bechs baggrund er blandt andet fra Danmarks Radio, Grey Digital og Advice.