Jens Otto Kjær Hansen skal være ny rektor for Medie- og Journalisthøjskolen, hvor der tidligere har været ansat en rektor for henholdsvis Mediehøjskolen og Journalisthøjskolen.
Den nye rektor er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole, exam.art. i filosofi fra Aarhus Universitet og MBA fra Henley Management College/Brunel University.
Som journalist virkede han på Jyllands-Posten i ti år, og fik herunder Cavling-prisen i 1978. Senere vendte han tilbage som medlem af avisens bestyrelse i otte år frem til fusionen med Politiken.
Han startede egen virksomhed, Image Selskabet A/S, som gennem 10 år var blandt landets ledende public relationsbureauer.
I 2003 vendte han tilbage til Danmarks Journalisthøjskole som leder af efter- og videreuddannelsesenheden, og han har siden fusionen 1. januar 2008 været leder af direktionen for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
Udover en rektor kommer det fremtidige rektorat til at bestå af en prorektor, som der nu vil blive igangsat en proces for rekrutteringen af.
Journalisthøjskolens rektor Anne-Marie Dohm og Mediehøjskolens rektor Anne-Marie Wivel fratræder begge som rektorer d. 1. august 2011. Stillingen som ressourcedirektør, som Svend Lawaetz tidligere har varetaget, nedlægges. Indtil videre vil de alle tre være tilknyttet højskolen i arbejdet med at løse forskellige opgaver.