Perfekta PR udvider med to nye rådgivere

Marie Leth Rasmussen er ny seniorrådgiver, mens Mette Bovbjerg Poulsen er juniorrådgiver.

Perfekta PR udvider medarbejderstaben med en senior- og en juniorrådgiver.

Senior-stillingen besættes af 40 årige Marie Leth Rasmussen.

Marie kommer fra en stilling som kommunikationsansvarlig hos Freja ejendomme og har et kendskab til byggebranchen både fra jobbet som redaktør på det nu hedengangne Bygge Information og som PR Manager for KHR arkitekter.

Derudover har hun som selvstændig PR-rådgiver været med til at positionere mange små og mellemstore virksomheder i branchen.

Marie Leth Rasmussen begyndte sin karriere for godt ti år siden som freelancejournalist for en række fagblade såsom Licitationen, Danske Ark Byg og Byggeplads.dk og er uddannet ved både Aarhus Universitet og London School of Economics.

Mette Bovbjerg Poulsen, 27 år, indtager stillingen som juniorrådgiver.

Her skal hun bl.a. arbejde med kundekontakt- og rådgivning, sociale medier, tekstforfatning og mediehåndtering.

Hun har bl.a. erfaring fra et PR-bureau, hvor hun har varetaget pressearbejde.

I december 2014 blev Mette uddannet cand.merc.(kom.) fra CBS med speciale i public relations og marketing communications.