I USA holder marketingdirektører typisk ikke over to år på deres post. Så forsvinder de videre til et andet selskab.
Peter Berg er et levende bevis på, at sådan behøver det ikke være.
Han har været hos Sonofon – nu Telenor – siden 1997 og har således deltaget i det meste af selskabets rejse.
På mandag d. 18. oktober fylder han 50 år.
Peter Berg er i dag, markedsdirektør hos Telenor med ansvar for selskabets privatkunder i Danmark men han har som marketingchef siden 1997 været manden bag kendte Sonofon-reklameuniverser som Sonofon pigerne, dukkerne Sonosussi og Lilleleif og ikke mindst Polle fra Snave.
Peter Berg er uddannet cand.merc. fra CBS og bor i Gentofte med sin hustru og deres fire børn.
Telenor er i dag den næststørste aktør på det danske telemarked og en del af en global koncern, som er verdens sjettestørste leverandør af mobiltelefoni til 184 millioner kunder.