Projektleder hos Magenta fylder 50

Henrik Kirk Larsen, projektleder i open source virksomheden Magenta, fylder 50 år den 25. marts 2016.

Henrik Kirk Larsen har en baggrund som cand.scient. i Kemi/Datalogi fra Aarhus Universitet og har flere års forsknings- og undervisningserfaring, blandt andet i universitetsregi, fra Aarhus Katedralskole og Aarhus Laborantskole.

Han har endvidere arbejdet som konsulent og projektleder i IT-branchen i omkring 15 år.


Henrik Kirk Larsen er projektleder for Magentas Alfresco team i Aarhus.

Han har en solid forretningsforståelse og et godt overblik og er en yderst kompetent koordinator. Henrik Kirk Larsen står for at administrere de mange komplicerede processer, der får delene til at samle sig til en helhed i et IT-projekt, og han bidrager positivt med sin nede-på-jorden teamledelse og sin rolige, imødekommende tilgang til arbejdsopgaverne og sine kolleger.

Henrik Kirk Larsen bor i Holme, Aarhus med sin kone Rikke og deres 3 børn. Når arbejdet ikke kalder, bliver tiden brugt sammen med familien eller på mountainbike og løb.