Jon Lund er ny senior strategi konsulent hos eCapacity, hvor han skal rådgive konsulenthusets kunder om, hvordan de bedst digitaliserer og udvikler deres kommercielle forretning.
Jon Lund har beskæftiget sig med digitaliseringen af det danske erhvervsliv, siden han åbnede sit eget webbureau i 1995.
Som direktør i FDIM, brancheforeningen for danske interaktive medier, lagde han senere grunden til de måle- og analysesystemer, som det digitale annoncemarked hviler på.
Hos Danske Bank var han som head of online communications med til at udvikle bankens nye kundevendte digitale aktiviteter, og senest har han som digital chef hos Euroinvestor.com opbygget mediehusets interne innovation lab.
Siden 2004 har han drevet sin egen blog, og har skrevet i både globale medier som Wired og GigaOm og danske som Børsen og Politiken, hvor han i tre år bidrog fra sin position som ekspert i den digitale økonomi og nye medier.