Tidligere forsvarsminister bliver bureaudirektør

Gitte Lillelund Bech udtræder af Folketinget for i stedet at blive public affairs manager hos et af landets største bureauer.

Advice er et bureau, der har flyttet sig til at være meget mere bredt funderet end tidligere. Men bureauet har fortsat et stærkt fodfæste på PR-området, og det styrkes nu yderligere.

Gitte Lillelund Bech, medlem af Folketinget for Venstre, formand for Folketingets skatteudvalg og tidligere forsvarsminister, har nemlig i dag meddelt Folketingets formand, at hun udtræder af Folketinget den 15. august 2013. Det sker for at kunne tiltræde en stilling som public affairs manager hos Advice samme dag.

Gitte Lillelund Bech siger i en pressemeddelelse, at årsagen til, at hun har valgt Advice er, at ”det er det kompetencemæssigt stærkest besatte public affairsbureau i Danmark”.

Tobias Zacho Larsen, partner og director i Advice siger om ansættelsen af den tidligere forsvarsminister:

”I løbet af de sidste par år har vi kontinuerligt styrket public affairs-området i Advice. Med Gittes ankomst sætter vi trumf på. Både i forhold til bredden og dybden af det politiske netværk vi råder over og i forhold til, hvor mange forskelligartede kompetencer vi kan trække på, når vi rådgiver og guider vores kunder. Gitte kommer til at arbejde med et bredt udsnit af vores kunder, men vil særligt rådgive i finanslovsprocesser og indenfor skatte-, forsvars-, og transportområdet, ligesom hun kommer til at bidrage til vores internationalisering.