Marketingdirektør Søren Rinnov Østergaard måtte sammen med salgsdirektør Christina Rüsz sige farvel til Canal Digital i oktober 2011, da organisationen blev slanket.
Nu har Søren Rinnov Østergaard så fået job som salgs- og marketingdirektør i Surftown, der udbyder domæner, webhoteller og hosting-løsninger.
Søren indgår i den øverste ledelse og skal styrke Surftowns markedsrettede aktiviteter og understøtte en ny ambitiøs vækststrategi for virksomheden.
Søren startede som strategisk rådgiver for Surftown, men den 2. januar 2012 indtrådte han i Surftowns øverste ledelse som salgs- og marketingdirektør.
“Jeg er rigtig glad for jobbet hos Surftown. Jeg har i en kort periode ydet strategisk rådgivning omkring salg, marketing og kundeloyalitet for Surftown. Jeg ser mange ligheder mellem hosting-branchen og tv- og telebranchen, som jeg kommer fra. Men mulighederne for vækst og innovation er bare langt større indenfor hosting, og fremtiden meget lysere,” forklarer Søren Rinnov Østergaard, og fortsætter:
“Muligheden for at få det overordnede ansvar for både marketing og alle Surftowns salgskanaler motiverer mig meget. Når man kommer fra en branche i voldsom finansiel turbulens, er det fantastisk at træde ind i en virksomhed baseret på robuste moderne produkter og uendelig mange vækstmuligheder, både europæisk og globalt.”