Dorthe Weinkouff Barsøe runder fredag den 13. maj 50 år. Hun kan se tilbage på en række år, hvor hun har sat solide fodaftryk i flere førende danske virksomheder.
Dorthe Weinkouff Barsøe er født i København. Efter studietiden har der været mere end fuld beskæftigelse.
I midthalvfemserne blev hun ansat i Bryggerigruppen A/S (nu Royal Unibrew) som Trade Marketing Manager.
Her blev hun forfremmet til Marketingchef med ansvar for virksomhedens læskedrikbrands, trade marketingfunktionen samt mange sports- og musiksponsorater, herunder Faxe Kondi Ligaen, som Superligaen hed på det tidspunkt.
Siden kom perioden som account manager i kommunikationsbureauet Bergsøe 4 inden Tivoli fik øje på hendes evner udi marketing.
I 2006 blev Dorthe Weinkouff Barsøe ansat som Underdirektør i Tivoli og har gennem alle årene haft stor indflydelse på Tivolis udvikling.
Hun har i parløb med Tivolis direktør, Lars Liebst, været Havens repræsentant og ansigt udadtil i f.eks. turismefora og politiske fora samt i brancheorganisationer.
Opgaven har været at profilere Tivoli som en dynamisk, moderne og ansvarlig virksomhed med respekt for den unikke historie.
Dorthe Weinkouff Barsøe var direktør for marketing i de år, hvor Tivoli for alvor tog hul på at arbejde med Tivolis digitale rejse.
Hun var ansvarlig for, at Tivoli tidligt indtog en ledende rolle på sociale medier som Facebook, Instagram og Youtube, hvor Tivoli driver egen tv-kanal, Tivoli TV.
I 2014 skiftede hun rolle, og blev Underdirektør for Brand og Kommunikation. Hun sidder nu på 10. år i Tivolis ledelsesgruppe.
Dorthe Weinkouff Barsøe har sideløbende med arbejdsopgaverne i Tivoli en række bestyrelseshverv.
Hun har været medlem af Visit Denmarks bestyrelse de seneste 7 år, og i 2016 blev hun valgt som næstformand.
Hun sidder i bestyrelsen for M/S Museet for Søfart og er medlem af den danske bestyrelse for Bocuse D’or (VM for kokke).
Senest er det blevet til en plads i forretningsudvalget i det nyligt stiftede Københavns Kulturkvarter. Her er opgaven bl.a. at sætte Københavns historie, dansk arkitektur og kultur på dagsordenen.
Dertil kan lægges en række tillidsposter i forlystelses- og turismeerhvervet.
Privat Dorthe bor i Kgs. Lyngby og er gift med Lars, der rejser verden rundt som salgschef. Hun er mor til Helene på 16 år, der går på Handelsgymnasium på Niels Brock. Hun elsker at opleve Danmark fra vandsiden i sejlbåd, men også hyppige rejser især til USA prioriteres. En løbetur, tennis eller en tur på ski er blandt favoritterne, og så siger Dorthe ikke nej til god mad og vin – og er også gerne den, der selv går i køkkenet.
På selve fødselsdagen lægges ud med morgenmad med ægtemanden og datteren på Nimb.
Senere på dagen vil der være fødselsdagsreception for venner og forretningsforbindelser. Familiefesten bliver holdt privat.