To unge vinder it-konkurrence og får fast job

Daniel Grek Sanchez Castellanos og Peter Majchrák vinder 10.000 kroner og bliver ansat på bureauet, der udskrev konkurrencen.

Daniel Grek Sanchez Castellanos og Peter Majchrák, der er fra henholdsvis Litauen og Slovakiet og til daglig studerer Computer Science på Erhvervsakademi Aarhus, har netop vundet Novicells årlige it-talentkonkurrence kaldet Geek Challenge.

Vinderprojektet er en webapplikation, hvori man kan lægge arrangementer ind, og hvor man via en integration til Facebook kan søge i events, der ligger tæt på én.

Sejren i konkurrencen var så overlegen, at Novicell på stedet tilbød de to 19-årige studerende ansættelse i det digitale bureaus udviklingsafdeling i Aarhus. Og det på trods af, at de kun er tre måneder inde i deres uddannelse på Erhvervsakademi Aarhus.

Udover fastansættelsen hos Novicell har de to it-talenter også fået en check på 10.000 kroner, og ifølge Per Kirchner, direktør i Novicell, har Daniel Sanchez og Peter Majchrák til fulde fortjent konkurrencens førstepræmie.

– Daniel og Peter har begge et helt utroligt stort talent, som kan bringe dem meget langt i denne branche. Men derudover har de også vist noget initiativ ved at tilmelde sig konkurrencen og bruge en masse timer på at vise os, hvad de kan. Det kræver en meget stor viljestyrke, som der ikke er mange studerende, der besidder, siger Per Kirchner.

Det er tredje gang, at Novicell afholder Geek Challenge, og hvert år er de tre bedste i konkurrencen blevet ansat på bureauet.