Tre garvede kvinder går sammen i et team

Dialogteamet er navnet og de tre har naturligvis med det samme igangsat en dialog-kampagne for dem selv.

Tre kvinder, der i en lang årrække har arbejdet med relations- og dialogmarkedsføring tilbyder sig nu som en ”special taskforce”, de kalder Dialogteamet.

De tre er freelance grafisk designer Mette Forum, freelance tekstforfatter Lene Rohde og freelance marketingkonsulent Marianne Purup.

Ideen om et teamwork opstod da de tre kvinder, der har arbejdet sammen på kryds & tværs gennem mange år, flere gange mødtes i et kampagnesamarbejde for fælles kunder.

Marianne Purup har været ekstern konsulent for flere forskellige bureauer og Mette Forum har tidligere arbejdet på bureauer som Wunderman og HjaltelinStahl.

Lene Rohde har gennem årene arbejdet freelance for både bureauer og kunder som bl.a. Coop, Fritz Schur og Post Danmark

De arbejder stadig hver især som freelancere for egne kunder, men tilbyder at træde ind som team i alle faser af kundernes direct marketingforløb. Eller Dialogteamet kan bruges som sparring på igangværende processer med det formål at optimere og trimme eksisterende løsninger til bedre resultater.

Dialogteamet har et etableret samarbejde med andre specialister som fx dataeksperter, systemarkitekter, grafisk produktion og distributionsvirksomheder.