Han har nået at referere til 4 permanente adm. direktør samt 1 konstitueret af slagsen i de foreløbig 13 år, han har været på TV2.
Stationens kommercielle direktør, Flemming Rasmussen, fylder 50 år i morgen, og hans rolle er en central; som ansvarlig for både reklamesalget, der netter kanp en mia. kr. til stationen på årsplan, og for slaget af betalingskanaler, som ligeledes er på støt march opad mod milliarden.
”I en virksomhed, som skal tjene alle sine penge selv, er det guld værd, at der er en som Flemming, der gerne har ”krone-brillerne” på og hele tiden har fokus på, hvor indtægterne er,” siger TV2s adm. direktør, Merete Eldrup.
TV2s dominans på reklamemarkedet var ved Flemming Rasmussens tiltræden kolossal, og TV2 havde da kun én kanal. Siden er konkurrencen blevet intensiveret, kanalerne knopskudt og det digitale udbud er boomet.
Det kræver sin mand – og sin energi. Og dén har Flemming Rasmussen, der gerne refererer til sig selv som ”den kørende sælger” – en betegnelse, som Merete Eldrup også bruger.
”Den kørende sælger er bestemt ikke bange for selv at tage ud på et kundebesøg, og han er altid glad, når han selv har haft fingrene helt nede i dejen,” siger Merete Eldrup og giver dermed en del af forklaringen på, hvorfor Flemming Rasmussen kan være svær at få fat, når man som journalist har brug for en udtalelse.
(Børsen, p. 42).