Vejle-bureau ansætter ny direktør

Aakjærs a/s har ansat Lars Bilde, 39, som administrerende direktør.

Det vejlensiske bureau Aakjærs har ansat en ny direktør i skikkelse af 39-årige Lars Bilde.

Han kommer senest fra en stilling som direktør i VB Plus, et datterselskab under Vejle Boldklub. Her har han opbygget nye forretningsområder og derigennem været med til bl.a. at restrukturere VB Holding og børsintroducere selskabet samt arbejdet med VB’s hovedsponsorer.

Inden da drev Lars Bilde gennem 14 år egne møbelbutikker, som han solgte i 2007.

Hos Aakjærs a/s forklarer partner Leif Bojesen den nye ansættelse af en direktør med et ønske om at få skærpet bureauets kompetencer. Et ønske, der senest har udmyntet sig i et strategisk partnerskab med kommunikationsbureauet Medieministeriet.

En medvirkende faktor til de tre partneres ansættelse af en administrerende direktør er ønsket om at geare bureauet bedst muligt til fremtiden, efter at bevægelser i markedet og finanskrisen sidste år medførte, at Aakjærs a/s’ række af gode årsresultater blev vekslet til et beskedent overskud på 18.000 kr. i 2008.