Corbiz’ adm. dir., John Christensen var for et år siden optimistisk bl.a. over for købet af web-bureauet Zupport. Siden er smilet dog stivnet.
Til gengæld er det en del bredere i Skanderborg, hvor 727 Communications er kommet markant styrket ud af det seneste regnskabsår.
Ind imellem finder man så aarhusianske Simpatico, der er kommet mere moderat men fornuftigt ud af året.
I Nordjylland har John Christensen måttet sande, at det tager længere tid at få indtjening ud af et onlinebureau end et offline.
“Det er første gang, vi har købt en virksomhed af den type, og indtjeningen er ikke kommet så hurtigt som vi regnede med,” siger John Christensen som forklaring på, at et lille overskud i 2011 er blevet vekslet til et underskud i 2012.
Bruttoavancen har ellers holdt sig stort set på status quo.
Den generelle økonomiske krise påvirker stadig driften.
“Vi har egentlig fået mange nye kunder, men de opvejer ikke den mindre aktivitet hos vores eksisterende,” siger John Christensen.
Til gengæld ser det meste ud til at være lykkedes hos 727 i Skanderborg, der præsterer markant fremgang på alle parametre.
“Alle vores planlagte indsatser er vi lykkedes godt med. Det går rigtig godt for de fleste af vores kunder og samtidig har vores digitale investeringer givet resultater. Senest har vi formaliseret vores strategiske samarbejde med Klean,” siger adm. dir. Tom Elert og udtrykker forventninger om, at indeværende år også ender med vækst.
Hos Simpatico i Aarhus kan adm. dir. Jens Hjortshøj også fortsat mærke det usikre økonomiske klima i Europa – bl.a. fordi bureauet har mange BtB-kunder.
“Krisen har ikke sluppet sit greb. Vi holder nogenlunde niveauet, men der skal virkelig knokles for det,” siger Jens Hjortshøj, som dog har en lille optimisme.
“Jeg synes tingene er begyndt at spire lidt.”
Billedet er det samme, som andre steder – bureauet har ikke mistet kunder – bruttoavancen er da også steget lidt – men aktiviteten måtte godt være større hos kunderne.
En af de ting, der har udviklet sig positivt er kommunikation i den digitale verden, og det betyder at bureauet laver mange flere film, end man tidligere har gjort.
Og så kan Jens Hjortshøj også glæde sig over, at bureauet trods et fald i overskuddet fortsat præsterer en særdeles solid overskudsgrad på 17,2.
Nøgletal for 727 Communications
- Bruttoavance 36,9 mio. kr. +29,0 pct.
- Bruttoavance pr. medarbejder 971.053 kr. +25,6 pct.
- Lønandel 61,5 (71,3)
- Resultat af primær drift +5,648 mio. kr. +74,4 pct
Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz
Nøgletal for Simpatico
- Bruttoavance 23,7 mio. kr. +5,8 pct.
- Bruttoavance pr. medarbejder 948.000 kr. -6,9 pct.
- Lønandel 61,5 (54,2)
- Resultat af primær drift +4,082 mio. kr. -26,8 pct
Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz
Nøgletal for Corbiz
- Bruttoavance 17,8 mio. kr. -1,1 pct.
- Bruttoavance pr. medarbejder 574.194 kr. -7,5 pct.
- Lønandel 86,9 (76,6)
- Resultat af primær drift -1,658 mio. kr. (+0,209 mio. året før)
Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz