Nekrolog: Juliane Meulengracht

Redaktionen

Tidligere bureaudirektør i BBDO, Juliane Meulengracht Bang afgik ved døden i sidste uge. Vi har bedt hendes tidligere kollega Carsten Schiott, Black Rabbit, om at skrive mindeord.

Juliane Meulengracht Bang afgik ved døden den 14. marts 2018.

Hun modtog den 31. januar 2018 ridderkorset af Dannebrogordenen. Hun var medlem af bestyrelsen i Mary-Fonden og med i bestyrelsen af flere virksomheder. Juliane Meulengracht Bang var partner i bureauerne Revolt og Motor Agency. Desuden stiftede hun i 2014 fonden OvaCure, der er dedikeret til kampen mod ovariecancer. Hun har været med i bestyrelsen hos brancheforeningen Kreativitet & Kommunikation (da det hed DRRB). Og så var hun adm. direktør på BBDO i en længere årrække.

Vi har bedt Carsten Schiott, der var kollega med Juliane Meulengracht Bang på BBDO om at skrive mindeord.

JULIANE MEULENGRACHT BANG 1963-2018

Juliane er det ærligste menneske, jeg nogensinde har mødt. Hun sagde altid, hvad hun mente. Løj aldrig. Men blev derfor også desto mere skuffet, når nogen løj overfor hende. Ærligheden var hendes omdrejningspunkt i alt.

Juliane var én af de første kvindelige bureaudirektører herhjemme. Derfor blev hun ofte beskyldt for at være en furie, eller det, der var værre. Intet kunne være mere forkert. Men hun vidste godt, hvad folk sagde om hende bag hendes ryg, og det pinte hende.

Juliane brændte. Nøj, hvor hun brændte. Dag og nat. Og i de tidlige morgentimer. Der går stadig historier blandt de kreative, der var dengang på BBDO, når hun trådte ind på deres kontor og rev alt ned fra væggene, så de måtte starte forfra. Ting skulle være i orden.

Juliane var sej. Ingen kunne som hun modstå engelske ejere, der sad og råbte om 15% på bunden og at halvdelen af bureauet skulle fyres. Hun var iskold. Og hun smilede pænt, mens hun talte dem imod, så de til sidst gav sig.

Juliane var én af drengene. Altid en kammerat. Altid til at tale med om glæder og sorger. Og altid med til festerne til den bitre ende. I en evig vekslen mellem baren, hvor hun stod og talte over en fadøl, og dansegulvet. Hun blev selskabeligt overrislet. Men aldrig beruset.

Juliane havde en stemme, der skar igennem alt. Dagligdagen på bureauet. Musikken til festerne.

Tynde glasvægge, når hun var på telefonen og troede ingen kunne høre hvad hun talte om. Allerbedst skar hendes hæse grin igennem alt. Man var aldrig i tvivl om hvem der grinte. Og hun grinte meget.

Juliane var dygtig. Det siger sig selv. Til at drive et bureau. Til lægge en strategi. Til at præsentere. Men også til at vurdere kreativt arbejde. Ingen kunne således som hende gå ind i et rum, hvor der hang 23 kreative veje i øst og vest, og så pege på én af løsningerne og sige ”Det er den, der er bedst – det er den de vil købe”. Hvad der som aller-oftest var rigtigt.

Juliane var omsværmet. Vi havde en del bejlere, der nu og da dumpede ind på bureauet. Også ham, der stod og sang med en flaske champagne under armen en aften ude i receptionen. De fik alle en kurv. Hun vidste godt, hvad hun ville.

Juliane kørte i en gammel mukkebik af en Golf Cabriolet. Den gik i stå. Den var skrammet. Den larmede. Og kalechen virkede vistnok aldrig. Men den var aldeles u-flashy. Ligesom hende.

Juliane var en slider. Vi brændte meget midnats- og weekend-olie dengang på BBDO. Og det var som oftest hende, der lukkede og slukkede. Men alligevel stod hun dér næste morgen, ulasteligt klædt i sort, med hurtigt sat halvvådt hår.

Juliane forlangte meget. Af dem hun arbejdede sammen med. Fordi hun sled og slæbte. Og derfor forventede, at alle andre også gjorde. Det hun blev mest skuffet over, var hvis nogen prøvede at fake sig igennem. Det var uærligt. Hun uddelte ingen badebilletter.

Juliane havde et panser. Velvoksent endda. Det var de færreste forundt at kigge ind under det. Men når man fik lov, så man verdens dejligste, private menneske.

Juliane havde projekter. Og BBDO var blot ét af dem. Det var aldrig ment til at være et ”livsværk”, eller hvad man nu siger. Heldigvis da. Livet er større.

Juliane drømte. Om mand og børn og en familie. Det var der måske ikke så mange, der lagde mærke til i den travle bureau-dagligdag. Men drømmen lå der hele tiden. Hun ventede bare på den rette. Det glæder mig usigeligt, at hun fik drømmen opfyldt.

Æret være hendes minde.