“Nepotisme er en fast del af denne branche, og derfor gør det ikke noget godt for dit medie at beskæftige sig med det – specielt når det sker på rygteplan”.
Således fik jeg af vide af en god ven i forbindelse med de historier, jeg har skrevet om de nye direktører og medejere i Umwelt – og hvor den ene af dem viste sig at være søn til PFA’s adm. dir. – det firma, som Umwelt samtidig havde vundet i en bureaukonkurrence.
Jeg har da også ganske rigtigt utallige gange hørt i forbindelse med en bureaukonkurrence, at “den og den kender hinanden godt, så mon ikke det er derfor, bureau x er med og formentlig har en fordel”. Men det har kun sjældent fået mig til tasterne. I en menneskedrevet branche, hvor relationer helt naturligt spiller en rolle, skal der mere til, for at det kan blive til journalistik.
Der er jo egentlig ikke noget i vejen med, at en annoncør vælger samarbejdspartnere, som han kender og tror på. Jeg skrev f.eks. for et antal år siden en række historier om teleselskabet 3’s valg af Co+Høgh, hvor der kunne fortælles om nogle tætte relationer mellem 3’s dengang nye adm. direktør Morten Christiansen og Gauthe Høgh, som startede sit bureau samtidig.
Hvis Morten Christiansen går ud og siger, at Gauthe Høgh og Claus Møllebro er de rette til at hjælpe ham med opgaven – også selv om de er et helt nystartet bureau, så er der intet forargeligt i det. Tværtimod kan man sige, at han viser et forfriskende vovemod. Og vælger han rigtigt, er han en helt. Vælger han forkert – tjah?
Det der skabte historien dengang var, at der blev opført et lidt for tydeligt skuespil med PR for Gauthe Høghs nye bureau og en bureaukonkurrence, der kom til at fremstå som afgjort på forhånd.
Og netop når man f.eks. inviterer til en bureaukonkurrence, kan der opstå problemer, fordi man gerne vil have andre til at investere tid og energi i at konkurrere, uden at de ved præcist, hvad de er oppe mod.
“Jamen, det sørger alle bureauer da for at afdække, når de går ind i en konkurrence. Og ethvert bureau vil også søge gode råd fra personlige relationer med kendskab til problemstillingerne for at forstå dem bedre”, lød svaret fra min ven.
Umiddelbart skal nepotisme oversættes med “begunstigelse af slægtninge”, men det kan også have en bredere fortolkning i retning af vennetjenester.
Spørgsmålet er så, om man vælger en ven, fordi det er en ven, eller om man vælger en ven, fordi man ved, hvad han eller hun står for.
Og så ligner det pludselig netværking i stedet for nepotisme.
I den sidste forstand vil man formentlig finde den meste nepotisme i reklamebranchen, og det bliver jo kun et problem, hvis et bureau vinder en konkurrence som en vennetjeneste i stedet for på kvaliteten af oplægget.
Men selv om nepotisme i den forstand er helt almindelig og naturlig – den samme diskussion kan rejses inden for journalistikkens verden i omgangen mellem journalister og kilder – så kan det aldrig være et argument for, at nepotisme i almindelighed er helt acceptabelt og derfor noget, man ikke skal beskæftige sig med journalistisk.
Det er et gråt felt, hvor man kan risikere at krydse en grænse og bevæge sig ind i noget kritisabelt. Der er f.eks. en grund til, at der er regler for corporate governance og for, at man i årsregnskaber skal oplyse om handel mellem f.eks. den adm. dir. og nærtstående parter.
Og hvor lang er afstanden f.eks. fra nepotisme til bestikkelse?
Engang imellem er der affærer, der falder således ud, at de bliver til historier. Måske er der ikke noget i dem – men det finder man først ud af, når de kommer frem i lyset. Og under alle omstændigheder er dét at trække nogle af sagerne frem i lyset med til at sætte fokus på, hvor grænserne helt præcist er, og hvordan man skal håndtere den slags forhold.
Endelig er det ikke al journalistik, der behager læseren – men det er bare ikke et argument for at undlade den. Heller ikke på Bureaubiz.
Det er så den journalistiske opgave at identificere, hvornår der er så meget gods i nogle rygter, at der skal handles på dem. Der skal selvfølgelig være kritisk sans, fordi det er sensitive sager, der er vanskeligt tilgængelige og dermed risiko for at ramme forkert.
Men at lade være med at beskæftige sig med et emne, fordi det er almindeligt og fordi der er risiko for, at det både kan ende ubehageligt og fejlagtigt i forhold til de involverede, vil være en forkert beslutning – i hvert fald hvis man som fagmedie gerne vil beskæftige sig både kærligt og kritisk med sin branche.
