Nespresso har i lang tid brugt George Clooney som frontfigur.
Nu vil Nespresso styrke både branding, den digitale markedsføring og den eksterne kommunikation i Danmark og derfor opgraderer man med en marketingchef-stilling.
Den indtager Jette Schmidt den 1. november. Hun kommer fra en stilling som marketingchef hos Verisure og har en årrække hos YouSee bag sig, senest som marketingchef.
Jette Schmidt bliver med titlen marketing manager en del af det danske management team i Nespresso Business Solutions, som er agenter for Nespresso i Danmark.
Planen er – ifølge adm.dir. Søren Kristensen – at ansætte yderligere to marketingmedarbejdere i løbet af 2018.
Nespresso Business Solutions går især efter at blive mere synlig på de digitale platforme og det skal Jette Schmidt hjælpe med.
”Konkurrencen på både det danske og internationale kaffemarked har været stigende i de seneste år, og det kræver, at man som kaffeleverandør er endnu mere tilstede i markedet, og at man er i tæt dialog med sine kunder. Hos Nespresso Business Solutions øger vi derfor vores fokus på både salg og marketing, og særligt på det digitale område ønsker vi at styrke vores indsatser,” siger Søren Kristensen og fortsætter:
”Jette Schmidt har stærke kompetencer og solid erfaring med især digital markedsføring og kommunikation. Og jeg er med ansættelsen af Jette overbevist om, at vi har fået den helt rette person, som netop kan være med til at løfte disse områder yderligere for vores virksomhed”.